Chronicle

Hvis man er lidt træt af den retning, som superheltefilmene har taget de senere år (Større! Vildere! Mere selvironisk!), så er ’Chronicle’ et fremragende nyt bud.

For når en almindelig teenagedreng får uventede kræfter, så øver han sig ikke på at blive helt. Han er ikke Peter Parker. Han er sandsynligvis som Andrew, Matt og Steve, der bruger deres evner til at lave practical jokes, løfte pigernes skørter og give bank til bøllerne, når de har fortjent det. Og til at spille football som aldrig set før.

Det er klart.

En nørdet og forslået outsider (Dane DeHaan, som ligner en ung og foruroligende Leonardo DiCaprio), hans lidt ældre fætter (Alex Russell) og en fremadstormende ungdomspolitiker (Michael B. Jordan) bliver en umage og tæt trio, da de uventet får helt nye evner, blandt andet telekinese. Hvordan bliver ikke forklaret for alvor i filmen, og det er heller ikke nødvendigt.

Den ene både forskanser sig og undersøger sit usle liv bag et kamera, den anden vil hellere rive lommefilosofi af sig end at gå i kødet på pigerne, og den tredje leger sig gennem livet.

Det fine ved ’Chronicle’ er især den brutale banalitet ved livet som high school senior på kanten af det virkelige liv. Et ubønhørligt og skridtbindsstinkende inferno af krav, sladder og sociale koder, hvor identitet afgøres af evnen til at kunne begå sig.

Superheltekategorien er lige så firkantet som dette mikrokosmos. Naturligvis vil superskurken i virkeligheden bare være populær, men begynder at opføre sig som overmenneske, beruset af egne kræfter. Og en superhelt har vel også hormoner.

Filmen hviler på Dane DeHaans figur, som både er sympatisk og så akavet, at man ikke forstår, at de to andre orker ham. Men netop deres venskab er den fine aksel, som filmen drives frem af. De tre er godt tegnet.

’Chronicle’ er en ’found footage’-film, hvor det meste af filmen ser ud som om det er filmet af hovedpersonerne selv. Det er glimrende; både dokumentationen af dagligdagen før og efter, de prøvende forsøg på at flytte ting ved tankens kraft, kammerateriet og drengerøvede øven sig, der kulminerer i en realistisk flyvescene, hvor man taber vejret, fordi det netop ikke er Superman eller Tony Stark. Når effekterne kommer, tror man på dem, fordi resten er så upoleret.

Skal man anke filmen noget, er det at den indimellem falder i en kliché (hvilken en skal ikke afsløres her), mens en anden, nemlig skurke-monologen, fungerer smukt.

Måske er ’Chronicle’ ikke helt vor tids svar på ’Carrie’, som den minder om. Fra forældrene som fjender og til håbet om endelig at være populær. Man er tæt på og føler for disse unge mænd, selv i den teatralske slutning.