Cinema Made in Italy 2025

Benvenuti a tutti! Mini-festivalen Cinema Made in Italy ruller igen sprudlende italienske filmperler ud i Grand Teatret - plus ekstravisninger i Gloria Biograf. Niveauet er svimlende højt i årets program, der - som vanligt - rummer både prisvindere og festivalfavoritter, mesterinstruktører og debutanter. Ikke mindst en stor del af favoritterne ved David di Donatello-uddelingen. To af de bedste ’Vermiglio’ og ’Diamanti’ har dansk premiere til efteråret.Her er et (løbende opdateret) udvalg, undtagen det sicilianske ungdomshit ’Quell’estate con Irène/My Summer with Irène’. 

Gloria! ****
Det er en ganske vidunderlig mini-musical, som sanger-skuespiller Margherita Vicario har skabt med base i 1700-tallets italienske kloster-konservatorier. Hvor Vivaldi-toner flyder over i moderne beats og vemodige kærlighedsytringer, efter en af de unge nonner finder et fortepiano i kælderen og sammen med fire andre finder inspiration og udtryksglæde. I stedet for at please deres patetiske maestro (Paolo Rossi), der ruger over sin manglende skaberevne til det forestående pave-visit. Et humoristisk slag i den patriarkalske overmagt og en livsbekræftende musik- og kvindefrigørelse, der ikke ligner nogen anden film i genren. Al titlens ære til denne overvældende skønne instruktørdebut, både visuelt og musikalsk, hvis festivalsucces også er honoreret, deriblandt sangen ’Aria’, der kan få selv de mest gejstlige til at synge og danse.

Vermiglio *****
Totalt gennemført visuelt drama, der dvæler i stor natur som småt inventar, og menneskets placering i det - overalt findes de smukkeste indstillinger der ligner klassiske malerier. Maura Delperos familieskæbnedrama folder sig langsomt og stilfuldt ud - fra de simple hverdagsrutiner til de svære følelsesafløb - i en norditaliensk bjerglandsby ved slutningen af Anden Verdenskrig. Den ofte gravide mor, den strikse far der underviser både børn og voksne, og de tre søstre hvis fortrolighed i samme seng brydes da den ene bliver forelsket i en desertør. Det er så smukt og ypperligt komponeret - som Vivaldi-musikken fra den fine grammofon - og detaljerigdommen har sit helt eget (maleriske) kunstliv. Velfortjent Sølvløven på Venedig Film Festival, samt otte David di Donatello-priser.

Il tempo che ci voule/The Time it takes ****
Livet først, film bagefter. Det vigtigste råd pigen får af faren, der har masser at give - om filmbranchen og om livet der væver sig ind i den. Francesca Comencini er både modig og kærlig i sin fortælling om det særlige forhold til faren Luigi - i leg, samarbejde, læring og stamina - og temaer som hengivenhed, oprør og afhængighed. Romana Maggiora Vergano vandt velfortjent skuespilprisen på Venedig Film Festival, og hendes samspil med Fabrizio Gifuni er rørende, og råt i øjeblikke. Deres fælles filmunivers er flettet ind i de ofte undertrykte følelser, og gamle filmklip er med til at skabe den klassiske cadeau samt en følelsesmættet filmmagi, som afslutter filmens på smukkeste vis.

Campo di battaglia/Battleground *****
Veteranen Gianni Amelio rammer hjerteskærende plet med sin skildring af to modstridende lægeløfter og -intentioner. På et militærhospital under Første Verdenskrig er Stefano (Gabriel Montesi) opsat på at sende flest mulige hurtigt tilbage til fronten og Giulio (Alessandro Borghi) kæmper for at hjælpe de sårede hjem - på hver deres makabre måde. Titlens slagmark er denne lokation og deres modspil, som får yderligere optrapning i efterkrigstiden. Yderst realistisk, medrivende og tankevækkende drama om krigens ofre, på flere stadier. I stedet for de klassiske closeups af soldaterne i krigsscenarier, foregår den største gru i nærbillederne på hospitalet, hvor mere truende sygdom snart udvikler sig: Den spanske syge. 

Familia ****
For tre år siden debuterede Francesco Costabile med den rystende ’Una femmina’, og med endnu et råt familiedrama holder han og fotograf Giuseppe Maio den realistiske stil med mørke, gru og fatalitet. Baseret på Luigi Celestes biografi, og vinder af flere priser på Venedig Film Festival. En barsk opvækst i Rom, der synes at gå i loop med oprør, vold og fængselsstraf, når en søn prøver at slippe ud af farens kriminelle skygge. Dynamikken i hjemmet er eminent knugende i den konstante trussel og overmagt, og den nødvendige afslutning er, trods forløsning, en fortvivlende men skarp samfundskritik.

Diamanti *****
Endnu en vidunderlig (kvinde)film fra Ferzan Özpetek, der har samlet en stor del af sine yndlingsskuespillerinder - hans diamanter - i en herlig hyldest til (italienske) kvinders power. For fuld vitalitet og kreativitet i en højtprofileret systue, hvor film- og teaterprimadonnaer tørner sammen, og rivaliseringen rammer flere temaer, men sammenholdet altid vinder. De får unge fyre til at synge, danse og flirte, imens de skaber farverige, struttende kostumer - og der er altid både drama og humor, så man virkelig mærker passionen. Som en central replik lyder: "Alene er vi ubetydelige, sammen er vi stærke."