Cold Souls

Hvad gør man når sjælen tynger og gør livet svært? Sender den til opbevaring, selvfølgelig (men for GUDS skyld ikke i New Jersey, selv om det er billigere!). Sophie Barthes' debutfilm stiller et interessant og sjovt spørgsmål: Hvad sker der med os, med vores identitet, hvis vi fjerner sjælen?

Paul Giamatti spiller sig selv, en frustreret skuespiller, der i forbindelse med prøverne til 'Onkel Vanja' ikke helt kan finde melodien og derfor henvender sig til The Soul Storage Company. Og så kører den ellers deruda' med eksistentielle og geografiske forviklinger, for et liv uden sjæl er, trods alt, ikke løsningen.

Filmen fungerer bedst som komedie. Den rammer plet med underspillede, absurde og morsomme scener. Som da Paul, chokeret og ydmyget, må konstatere at hans sjæl har form og størrelse som en kikært, og efterfølgende, i ren affekt, taber den på gulvet, til lægens store opstandelse, for tænk hvis de trådte på den! Giamatti er helt rigtig som den tragikomiske antihelt, og Emily Watson et godt modspil som den forstående og forvirrede kone. Og det er næsten det hele værd. Men kun næsten. For desværre mister filmen momentum når den forsøger at være tænksom og sigende, med lange tavse indstillinger der ikke gør filmen noget godt. 'Cold Souls' indbyder både til eftertanke og komiske situationer, men den kan ikke beslutte sig for om den vil være art house drama eller syret sort komedie, og lander mellem to stole. Men hold øje med Barthes!