Contagion

Steven Soderberghs nyeste film er en ulækkert vellykket sygdomsfilm.

Lad mig til en start indrømme det: Jeg har vasket hænder i døgndrift, siden jeg så ’Contagion’. I pendulfart har jeg vandret mellem skrivebord og håndvask. Alt sammen på grund af Steven Soderberghs fremragende og smittefarlige katastrofefilm.

Somme tider fungerer det, at have et hold udelukkende bestående af kendte ansigter med i store Hollywoodbaskere. Oftest fungerer det overhovedet ikke. Men det gør det i ’Contagion’, der er en behersket men skræmmende intens thriller, der handler om, hvordan en virus udvikler sig at blive en epidemi, som slår millioner af mennesker verden over ihjel på ganske kort tid.

Som i instruktørens Oscar-vinder ’Traffic’ foregår ’Contagion’ også med sideløbende historier, der krydses, blokeres og vinder indpas hos tilskueren. At se en decideret inficeret og smittefarlig katastrofefilm, som undervejs også er en lidt morsom oplevelse, er en sjældenhed. Men en sådan er ’Contagion’.

Dels fordi der er underholdende replikker med i filmen, dels fordi filmen har premiere her i starten af hostemåneden november, hvorfor man ikke kan undgå, at der vil blive nyst og boblet lidt rundt omkring i biografen. Det fører til latter, men også til at man næsten holder vejret, hvis man kan høre, at ”sygdommen” er i nærheden af én.

Altså formår ’Contagion’ at være alvorlig, præcis og skræmmende. Vi kommer ikke ind under huden på det store persongalleri, men det er som sådan heller ikke katastrofefilmens hensigt. Her skal vi blot sættes i en situation, hvor vi tænker ”tænk nu hvis…”. Og det gør vi.

’Contagion’ er en ekstremt kontrolleret film om begivenheder, der er totalt ude af kontrol. Vi føres igennem de små to timer med sikker fortælleteknisk hånd, med fremragende skuespilpræstationer – især fra Kate Winslet og Marion Cotillard – og samtidig leger filmen med vores intellekt med sin forfriskende oplysende kvalitet.

Man forlader biografen klogere, men mest af alt rystet over hvor lidt der skal til, før en verdensomspændende epidemi kan spredes i vores globaliserede tidsalder.

En sidste om end meget fin ting ved filmen er, at der på intet tidspunkt bliver bedt eller råbt efter Gud eller andre åndelige magter for den sags skyld. ’Contagion’ viser, at når det først står grelt til, er det eneste rigtige, at håbe på, at videnskaben gør, hvad den kan hurtigst muligt. Andre udveje er der ikke.

’Contagion’ er en film, der sætter sig i de små hår på armene, som baktusser, der vil inficere dig og dine. Jeg er i hvert fald på vej mod den nærmeste håndvask om et øjeblik. Igen.