Crazy Christmas Cabaret: Kiss Bang Bang

Få ting får juleklokkerne til at ringe for det indre øre, som når plakaterne for Crazy Christmas Cabaret dukker op I bybilledet. Med en næsten årlig produktion siden 1982, er Vivienne McKee og London Toast Theatre’s ’Crazy Christmas Cabaret’ en af de absolutte sværvægtere, og en fast juletradition for en dedikeret fanskare der dukker op, år efter år. De seneste 25 år, i Tivolis ikoniske Glassal, og nu – for en allersidste sidste gang – på Bremen Teater, ikke langt fra den tidligere bopæl. 

Få dage før premieren offentliggjorde London Toast Theatre, at årets ’Crazy Christmas Cabaret’ bliver den sidste. Vivienne McKee har tidligere trukket sig tilbage fra scenegulvet, for igen at komme frem. Hun har skudt skarpt efter Tivoli der satte dem på gaden, og som en del af kernefortællingen af årets James Bond-fortælling, er pengene løbet tør, hvorfor publikum skal agere producenter. Det virker dog til at det ikke kun er i fortællingen, men også i virkeligheden. Orkestret er skåret ind til en enkelt person bag en pult, programmer hentes digitalt via en QR-kode. Der er nye boller på suppen, og alligevel er det meste som det plejer.

’Kiss Bang Bang’ er et højblæst James Bond spiondrama når det først kommer ud af starthullerne - med hurtige biler, frække damer, action og humor under bæltestedet. Protagonisten Bondage, James Bondage - en lidt mere woke og følsom karakter end den klassiske Bond - kastes ud i et forviklingsdrama, hvor han skal redde verden fra den ondeste skurks planer.

De seneste mange år har skurken været orange, vulgær og med langt slips og rød kasket. I ’Kiss Bang Bang’ må han vige pladsen for en rigtig Bond-arketype-skurk - en der nok reelt har mere magt end USA’s præsident, og trækker i snorene bag kulissen: verdens rigeste mand med teknisk snilde og ambitioner større end denne planet. Selv i virkeligheden er Elon Musk tegneserieagtig, med sine Joakim von And-millioner-milliarder i bankboksen, romerske hilsener på scenen, selvkørende biler og popprinsesser i kredsløb om jorden. 

I ’Kiss Bang Bang’ lykkes David Bateson at gøre ham endnu mere skurkeagtig, med karakteren Felon X Fusk. Når Bateson ikke er den griske multimilliarder, popper han blandt andet frem som den klassiske Sean Connery James Bond – fra dengang hvor man hverken skulle spørge eller sige undskyld, men bare tog for sig af damer, Martinis og Aston Martins. Eller som håndlangeren Lowjob med skiftende kontinentaleuropæisk accent og en hånd der via neurolink styres af sit lavere egos drifter og begær, eller en helt fjerde karakter. Selvom der er skåret lidt ind til benet, er der et evigt højt tempo og utallige karakter- og kostumeskift.

Som altid er det Kirsten Brink, der er den genialt forskruede hjerne bag det visuelle udtryk på scenen, fra skarpskårne tuxedos til flamboyante pantodame-outfits i XXL. Andrew Jeffers, der årligt spiller en ny variant af samme pantodame-karakter, er i år en variation af Miss Moneypenny iført pink lametta-haremsbukser og store trutmunde på den ekstravagante fascinator og hvert bryst.

Det er et af de tilbagevendende højdepunkter at se hvad Brink nu har fundet på til Jeffers, og hvordan han gang på gang forfører og forfærder, når han kommer på frem og skråler Rodgers og Hammerstein-refrænet ”There Is Nothing Like a Dame”. Telefonen ringer, publikum forventer at skulle rejse sig til Dronning Margrethe i den anden ende, men hov, det må være forkert nummer, nu er det en Mary der ringer.

Én dronning sidder dog stadig på tronen. Vivienne McKee er spektakulær i sit skrivearbejde, hvor hun blender litteraturens store klassikere, det bedste fra populærkulturen og verden af i dag med sin både kærlige og skarpe satiriske pen. Og når hun går på scenen, er det til stående applaus, hvad end det er iklædt et galaktisk skrud a la Lady Gaga ´09, eller som den elskede Dr van Hensingør der i stort rødt skæg og tykke runde briller leverer en perlerække af danglish misforståelser og platheder, som når spegepølse i James Bond-ånd bliver til spy-sausage.

Musikalsk er det dog lidt op ad bakke, ikke kun på grund af det manglende orkester, men også en playliste der i første halvdel domineres af kendingsmelodier fra Bond-gemmerne og sange der ikke rigtigt får folk op af stolene. Sangene bæres hovedsageligt af Katrine Falkenberg, der udover at være stærk vokalist, endelig får sin drøm om at blive Bond-babe opfyldt - som fake news reporter Ima Bimbo og lokkende dobbeltagent Ivana Sukuoff. Prisen for mest forførende må dog igen i år gå til Kevin Kiernan Molloy, især når han som robottjener gør ballroom-bevægelser i en balance mellem det mekaniske, sensuelle og den ypperste fysiske komedie.

’Kiss Bang Bang’ er fyldt med forviklinger og inside-jokes, og det giver måske aldrig rigtigt mening. Rammer kometen nogensinde Monte Carlo? Bliver der plads til Mark Sucker Lollipop eller Jeff Business på raketten mod Mars? Og får James Bondage nogensinde sit sidste ciffer igen eller forbliver han for altid Agent nul nul seks/sex? Måske er der svar i denne sidste omgang af ’Crazy Christmas Cabaret’, der nok mest er for det indviede publikum.