Dallas Buyers Club

Tyretid! 8 sekunder på tyren, 15 minutters sex, 2 timer på coke – og 30 dage tilbage at leve. Hvad kan slå Ron Woodroof ihjel? Intet, mener han selv, og i hvert fald slet ikke den bøssesygdom, som lægerne lige har mærket ham med.

Det er skæbnens ironi, at et homofobisk røvhul som Woodroof får konstateret HIV. Og endnu mere at han bliver en af frontløberne i kampen for anstændig behandling af HIV- og AIDS-patienter. Hans udgangspunkt er macho-cowboy med gammeldags grovfil, der motiveres af sprut, sex og uvidenhed. Men han har andre kvaliteter: Mod og kampgejst, overtalelsesevner og risikovillighed.

Alt dette får han brug for i de HIV- og AIDS-forskrækkede 1980'ere, hvor sygdommen hurtigt opfattes som en sikker dødsdom. Han udfordrer myndighederne – manglende forskning, lægemiddelstyrelsens procedurer, medicinalfirmaernes profit – for adgang til den bedste medicin, og bliver ekspert i at omgå reglerne. Alternative medikamenter henter han i Mexico, Japan og Amsterdam, og det der starter som ren overlevelse og benhård forretning bliver til en loyal patientforening: Dallas Buyers Club.

For Matthew McConaughey er rollen som Ron Woodroof kulminationen af de seneste to års fremragende roller, og den ligger lige til Oscar. Alt andet er unfair. Med udmagret korpus (minus 25 kg) og flabet fandenivoldskhed bliver han ét med dette paradoks. Hans emotionelle kerne funkler i samspil med Jared Leto, der er dårende dejlig som transkønnede Rayon, hvis modpoler er ligeså tydelige: Lyksalighed vs. selvdestruktion. En næsten sikker birolle-Oscar.

Woodroofs virkelige historie er pimpet op med en klynge fiktive biroller. Men hvor Rayon er oplagt og dybfølt, er Jennifer Garners empatiske læge fersk og forudsigelig.

Miljø, handlingsmønstre og karakterer glider fuldstændig naturligt i historien, der føles ægte og naturalistisk. Uden moraliseren og sentimentalitet, hvilket er ret unikt for dette tema.

Filmens force er at være tro mod Woodroofs karakter og holdninger. Selvom ’Dallas Buyers Club’ primært er historien om en mands personlige udvikling, trivialiseres det ikke med åbenbaringer og konvertering. Woodroof får slebet et par kanter og bliver mere human, men inderst inde er han den samme desperado. Han tog virkelig tyren ved hornene og tøjlede en dødsdom – ikke bare for sig selv.