Dance Ballerina Dance

Jazz og ballet i en juletid, så det bliver helt drømmende og flirtende. Der er dømt lystig julehygge, når julemanden keder sig med sine vanlige opgaver og sætter sig for at sprede amoriner blandt balletdansere - på den natklub hvor han også agerer bartender, så han kan danse med i kærlighedsstrømmen.

For her i julejazzland er Santa simpelthen en fabelagtig balletdanser: Alban Lendorf i bordeaux jakkesæt, høj hat og pelskrave, samt hvidt snurskæg og dertilhørende fed stribe i håret. En smule fjollet og karikeret, men det kan et miks mellem julemand, giftekniv og tryllefe vel kun være. Og trods lidt skarpe kanter, der tager lidt af hans ellers eminente flow, er Alban som altid supercharmerende og fantastisk dansende.

Ideen og historien er Niels Minh Dokys, og i samarbejde med iscenesætter Femke Mølbach Slot og koreograf Gregory Dean fremhæves Santa som kæk, overlegen og ’Santariffic’, som en af de nyere sange lyder, og det fører også til sjove øjeblikke med en tryllestav som han forsøger at dirigere orkestret med. Men trods Santas fine trylleslag og skønne trinskala, så er det ikke helt ligetil at få kærligheden til at funkle så nemt som dansen.

Særligt et par er svær at føre sammen: Gene (Ask La Cour), der klamrer sig til sin trompet, og Audrey (Holly Dorger), der hellere danser alene. Men da det endelig lykkes, smelter de sammen i forrygende lækker dans, som skabt for hinanden. Mindst ligeså lækkert som Dean (Jón Axel Fransson) og Lauren (Graceanne Pierce), der er de første til at flirte, forføre og forelske sig under de jazzede juletoner.

Det er et imponerende cast, primært fra Den Kongelige Ballet, men også et par stortalenter fra American Ballet Theatre og New York City Ballet. Alle sprudler af danselyst og showglæde, og sammen med det velspillende 6-personers jazzorkester under ledelse af Doky får de sat livligt gang i julelykken. 

’Dance Ballerina Dance’ er Chris Minh Dokys drømmevision gennem mange år, en hyldest til den amerikanske julestemning med masser af musik, dans og romantik. Nostalgien swinger med mere ballroom- og showdans end ballet, og inspirationen glimter fra både Hollywood og Broadway - ikke mindst de forelskedes navne. Som når Alban eller Ask valser omkring gadelampen med hint til en regnpjaskende Gene Kelly. Eller når tophatten kippes til ære for Fred Astaire. Og Hollys/Audreys tiara minder om en vis Tiffany-pige.

Historien er for kringlet til at tyde gennem dansen - den kan læses i programmet - men romantikken og livsglæden strutter i hele ensemblet. Blandt favoritterne er ’My Heart Belongs to Santa’, hvor Lauren som den ultimative showgirl lader sig vælte ned fra bardisken, i armene på de fire galante mænd; og derefter flyder ’Mona Lisa’, som oprindeligt hed ’Prima Donna’ og nu også får Ballerina flettet ind. Og så sluttes kærlighedsfesten af med en af de allerstørste crooner-sange ’Feeling Good’ - samt en ekstra dansefest til Marvin Gaye-hittet ’How Sweet It Is (To Be Loved By You)’.

Sikke et dejligt juleshow - specielt fordi det ikke er for julet, overpyntet og traditionelt. Det er der masser andre events, der er. Doky og co. går mere efter god stil. Det fungerer rigtig godt at musikken er en god blanding af velkendte julehits jazzet op og showsange croonet til julehalløj, men det er ærgerligt at de har valgt "orkesterudvidelse" - dvs. båndede sangstemmer og ekstra musikere - i stedet for en fuld liveoplevelse. Det havde lige givet den særlige forkælelse vi elsker ved julefesten.