Sylfiden og Etudes

Poesien går tabt. Ligeså drømmene. Kønsroller, romantik og moral stivner i grå og hvide toner. Stil- og dramaforvirringen er total i opdateringen af Bournonvilles største klassiker ’Sylfiden’.

Som balletmester Nikolaj Hübbe ofte pointerer, er der både pligt og fornøjelse i at modernisere klassikerne. Hübbe har heldigvis oftest lykkedes med det, og jeg er vild med hans altid karakterstærke og kæphøje mod på at eksperimentere. Men her bliver det alligevel for meget egotrip.

Og han ved det godt, for han kalder selv sin modernisering for egomaniens triumf. Et opgør med den rolle, der på mange måder har været hans alter ego i årene som internationale solodanser: James, der vælger Sylfiden og dermed drømmene og følelserne frem for virkeligheden og fornuften. Efter mange års tilløb er Hübbe nu klar til at snøre en ende på yndlingen.

Det gør han så ved at indtage rollen som Madge, spåkonerollen, der traditionelt har vekslet mellem mandlige og kvindelige dansere, men altid i forhutlede kvindeklæder. Nu er Madge en lækker, suit-klædt mand med (overdrevne) befalende armbevægelser og (udtrykkelige) homoseksuelle rørelser. En drømmetyder, der er svær at tyde i sine motiver. Interessant, men overfladisk fremsat.

Hvilket er det gennemgående problem i denne fornyelse, hvor de hårde, markerede afvigelser gør alt mere dystert og tragisk. Romantikken og drømmene har trange kår i 1. akts mørkegrå scenografi og kostumering, og minimalismen bliver endnu mere perfid i 2. akt. Det kan godt være, at kontrasten er stor, og det ser lyst og fint ud. Men de hvide storvægge er bare kolde, rigide blændværk og sylfiderne små glimtende lyspunkter på vej mod døden. Klædt af til sin hvide skjorte er James (Ulrik Birkkjær) godt på vej.

Meget symbolsk – velnok et uheld – taber Sylfiden vingerne før tid, og James’ kærlighedserklæring har ikke helt samme virkning. Den rest af poesi, der er tilbage, findes i Susanne Grinders Sylfide – så fin, luftig og næsten gennemsigtig som den uskyld og drømmeskabning hun er.

Men man mærker næsten ikke drømmelaget, som er essentielt for dramaet. Forvirringen samler sig om Hübbes drømmetyder, der spreder alt for mange mulige tolkninger oveni hinanden. Det duer bare ikke, når den ene ophæver den anden, og forvirringen smadrer stemningen.

Sylfiden som idealet for drømmeverdenen. Uskylden og det uopnåelige. Måske James’ kvindelige side. Drømmetyderen som behersker af drømmene. Den homoerotiske fantasme. Måske James’ skjulte fascination. Det er forståeligt, at James virker perpleks, og således er han et nemt bytte for Hübbes dødsstød. I sylfide-universet og fantasiverdenen ret underligt, men i virkeligheden ganske interessant for den egomane fornøjelse balletmesteren gerne vedkender sig.

Så er det heldigvis meget nemmere at nyde Harald Landers internationale hovedværk fra 1948 ’Etudes’, perfektioneret i 2011 af Nikolaj Hübbe, Thomas Lund og Lise Lander. Den ultimative ballet om balletten i balletten. Både som dansens vej fra de daglige rutiner til kraftpræstationerne på scenen. Og som 300 års ballethistorie fra simple positioner til teknisk krævende trin og spring.

Man imponeres og frydes over virtuositeten. Begejstres over energien. Indfanges og betages af intensiteten. Alban Lendorf viser som altid suverænitet i høje splitspring, uendelige piruetter og vidunderlige markeringer med arme og ben. J’aime Crandall stråler i front, men også Ida Praetorius og Femke Mølbach Slot træder frem i mængden.

Hvis man skal være kritisk, kunne man selvfølgelig savne en historie i al pragten af tåspidssko og mandeballer. Beklage at kostumerne er tutu fra start til slut, når nu man vil afspejle udviklingen fra træningslokale til sceneshow. Undre sig over diamanttiaraen. Eller Gregory Deans vege fagter, som ellers plejer at være maskuline og fortællende. Og som en personlig note: Herre-plié-helvede!

Men det er småt og perifert, når man først bliver engageret af den sprudlende danseglæde og den yppige standard i kompagniet. Desværre trækker ’Sylfiden’, som jo er aftenens hovedværk, gevaldigt ned i den samlede stjerneuddeling, men ’Etudes’ er en forrygende festlig afslutning.