Dans2Go: Cacti og Etudes

Det Kongelige Teater er institutionen for den gode smag, der værner og holder århundreders traditioner i arv, men selv en institution må følge med tiden. Hvilket ’Dans2Go’ på femte år er beviset på, en slags ballettens fastfood – billigt, kalorieholdigt og koncentreret.

At ’Dans2Go’ er blevet en bragende publikumssucces, undrer ikke, for med pædagogiske introduktioner til alle opførelserne krydret med topprofessionelle koreografier og dansere, er der både noget at svælge i for den garvede balletgænger og os andre dødelige.

I år præsenteres vi for to balletter, der i stil og udførelse på overfladen synes at være hinandens diametrale modsætninger. Den ene er en af dansk ballets uomgængelige klassikere ’Etudes’ af Harald Lander, der i aften opføres for 350. gang. Den anden, en moderne ballet af Alexander Ekman, hvis titel ’Cacti’ mere end antyder, at den er en rå lille sag, får for første gang lov at udfolde sig på Christian VII's skrå brædder.

’Cacti’ har fået æren af at åbne ballet. Og vi kastes ud i en symfoni af rytmisk, tempofyldt, legende, humoristisk og råt for usødet dans, som afsøger kroppen og ballettens grænser. Det er medrivende og vidunderligt at være vidne til. En pragtpræstation, hvor 16 kroppe former sig som én organisme med et udtryk – og alligevel så uendelig forskellig fra hverandre.

Man fristes kort til at tænke, om Ekman mon har skævet til Monty Pythons gakkede gangarter, når danserne giver sig i kast med de til tider halsbrækkende dansetrin. Samtidig må man trække på smilebåndet over den tykke ironi og de ris, Ekman tildeler os. Lysten til at fortolke og skabe mening i dette virvar ligger lige for – selvom der jo netop kan være en pointe i, at der ingen mening er med galskaben. Men fremragende er det.

Efter pausen ’Etudes’, som i aftenens tematik frem for handlingsgang har dansen, rytmikken, musikken og kroppen i fokus. Et stykke, som grundet sin præcision er så hammersvært, at selv danserene må sukke, når den kommer på programmet. Det er pertentligt, stramt og yndefuldt. De simpleste trin udført med knivskarp nøjagtighed.

Synkronien, at få danserne til at optræde som én organisme, går igen i ’Etudes’. De hvide ballerina-ben, ubarmhjertigt udstillet i lyset af de skarpe projektører, forvandler sig på forunderlig vis i det mørke scenerum til et tusindbenet uhyre iført tåspidssko.

Trods enkelte svipsere står ’Etudes’ klokkeklar og ren i hukommelsen efterfølgende – netop som den er tænkt. Og min barndoms ballerina iført hvid tyl og funklende diadem åbenbarer sig af sin smykkeæske legemliggjort af solodanserinden J’aime Crandall.

Begge forestillinger var deres stående ovationer værdige, og man må bruge et øjeblik til at genvinde pusten efterfølgende – tænk blot hvordan danserne må have det.