pixel

Requiem

  • Betty Nansen Teatret
  • premiere 25. januar 2018
  • 4.02

Fakta

DRAMA

25. januar – 18. februar 2018

Betty Nansen Teatret

De kommer gående – og det er faktisk ligegyldigt om der tales livløst (start) eller livfuldt (slut). For selvom de vil bevæge sig fremad i deres liv, kommer de ingen vegne. Hele tiden er de fastlåst på en lokation, i en følelse, af medmennesker, via normer.

Titlen refererer til den romersk-katolske dødsmesse, hvis intro messer ”Requiem aeternam dona eis, Domine”, der betyder ”Herre, giv dem den evige hvile”. Og den hvile kunne man godt ønske for de personer, der myldrer rundt her – i levende live. For som 1985-romanen af Peer Hultberg er skrevet som et requiem til de levende, er denne iscenesættelse også tænkt.

Og dermed ment os publikummer, som dette spejl sættes op for, så vi kan genkende, forfærdes og frydes over hvordan vi er eller ikke er. Vi kan mukke, grine eller mærke et hul i hjertet for disse omkring 80 skæbner, som dramaturg Karen-Maria Bille har udvalgt fra romanens 537 karakterhistorier, og trukket en rød tråd af ensomhed igennem.

Som i deres seneste samarbejde ’Dekalog’ har instruktør Jacob F. Schokking igen valgt den yderst reciterende fortælleform, hvor karaktererne fortæller egne og andres historier, oftest i tredje person. Det bliver stadig ret teksttungt, når det ikke suppleres med bare lidt fysisk drama, men det fungerer bedre her, fordi forestillingen er en kollage af skæbnebilleder, hvor ensomhed og afstand dominerer. 

Patchworket understøttes af spøjst sammensatte og skævtsyede kostumer af Stine Gudmundsen-Holmgreen, sondrende og stemningstung musik af Gert Sørensen samt Schokkings visuelle signatur af billed- og videoprojektioner, både live og præproducerede.

I et mix af kunstnerisk absurd og hverdagsagtigt genkendeligt får vi livslektioner som ”Lær at hade dig selv som vi hader os selv.” ”Det er godt at tale om bagateller.” ”Han gik glip af sin egen død.” ”Det latterlige i at lære at sige nej.” ”Alle har ret til at flygte fra sig selv og sine problemer.”

Der vil være noget, der appellerer til enhver smag her. For mig fungerer det dybere bedst: eksempelvis kontornusserne, der alle rummer hemmeligheder – Elliott Crosset Hove stempler ind med et håb om at firmaet kunne blive overfaldet, især hans arrogante silkeslipskollega; eller Marie Bach Hansen og Olaf Johannessen, der dyrisk udlever en slags kærlighed (smurt ind i druer, der smatter som blod), efterfulgt af Maries utroskabskamp med Andreas Jebro. 

Derimod for ligegyldigt eller overfladisk: quizshowet, Karate Kid-fyren (Steen Stig Lommer) på tæveferie, drukmamma (Solbjørg Højfeldt) holder en fridag (eller flere), den onde heks, og kræfttesten på afveje med en positiv/negativ-snak. Det er svært med en tese om massevis af bipersoner, hvor ingen i virkeligheden er vigtigere end andre. For vi ser livet forskelligt, og selvfølgelig også mennesker.

De slutter hvor de starter: De kommer gående – og selvom der her tales livfuldt gående, er det samme trummerum, de gennemfører. Afstanden og ensomheden er der stadig. ’Requiem’ er muligvis et spejl til konfrontation, refleksion og ikke mindst opfordring til at gøre noget ved drømmene, problemerne og følelserne, men her er mere dødsmesse end livsmesse. Døden kan man ikke flygte fra, og er det overhovedet godt at blive ved med at flygte fra sig selv og sine problemer? 

Mest læste

kommentarer

seneste
scene

Snedronningen
3

Operaen
En skærsommernatsdrøm
6

Betty Nansen Teatret
Skatteøen
5.04

Folketeatret
Lehman Brothers
5.04

Republique
Cyrano de Bergerac
5.04

Skuespilhuset

seneste
film

Fat Front
5.04

Louise Detlefsen, Louise Unmack Kjeldsen
Joker
5.04

Todd Phillips
Smerte og ære
5.04

Pedro Almodóvar
Ser du månen, Daniel
4.02

Niels Arden Oplev, Anders W. Berthelsen