Dekalog

Sjældent har jeg følt mig så drænet for liv af et teaterstykke. Godtnok flyder tristessen også i forlægget – Krzysztof Kieslowskis mesterværk af en tv-serie ’Dekalog’ fra 1988 – men den østeuropæiske socialrealisme ramte aldeles mere rent, bevægende og tankevækkende.

Titlen er De 10 Bud, som inspirerede Kieslowski til at skabe sine ti udgaver af moralske dilemmaer blandt folk i en grå og traurig boligblok i Warszawa. Skæbnefortællinger, der dvælede ved det dagligdags ordinære, og alligevel formåede at stille de store spørgsmål om, hvorvidt det i vores moderne liv overhovedet er muligt at følge De 10 Bud, eller andre moralske og etiske bud.

Den hollandske teaterversion skrevet af Koen Tachelet gik hele vejen med de ti bud delt i to forestillinger, og derfra har instruktør Jacob F. Schokking udvalgt og bearbejdet seks. Dermed er ideen om ’Dekalog’ allerede brudt, og det er ærgerligt at Betty Nansen Teatret ikke fuldfører det sats, de har gjort med dette filmiske værk, der ellers viser sig at have virkelig gode teatralske muligheder.

Schokkings scenografi er fremragende i sin enkelhed, der skaber den helt rette østeuropæisk stemning. Via drejescene skabes forskellige rum med kolosser af skæve, uens vægge, hvorpå billedprojektioner indimellem forstærker handlinger og stemninger. Som østblokbeton, Moses’ stentavler og skævdelt forfald generelt. Fuldendt med grumsede jordfarver i inventar, kostumer og lyssætning – med enkelte røde varsler – og musik så vemodigt at det både hviner og dundrer i ørene.

Desværre har Schokking valgt en fortælleform, der trækker tempo og liv ud af historierne med gentagelser af noget allerede sagt eller gjort. Mest af alt er det en dræber for flowet i det ellers udmærkede skuespil, og skaber en kedelig følelsesmæssig distance. Hvis det var skarpere orkestreret, kunne det måske fungere. Men refleksionerne er ikke altid interessante, og kommer så til at minde om forstyrrende regibemærkninger; og ligeledes gør det intet godt for troværdigheden at fortællestemmen skifter rundt mellem op til tre personer.

Fortællingernes styrke er at de åbner op for dilemmaer, uden at give løsninger. Derfor bør det følelsesmæssige oplæg være mere gribende end her. Den historie, der rør mig mest, er Tomek og Magdas – den pirrer stille og roligt til dens overvældende, ubarmhjertige slutning. Også fordi Marie Louise Wille og Elliott Crosset Hove spiller mere igennem deres fortælleroller, og med Bodil Jørgensen på sidelinjen bliver det faktisk en smule uhyggeligt i al livsleden.

Schokkings udvalgte dilemmaer kredser hovedsagelig om kærlighed og sex, utroskab og jalousi samt det at slå ihjel og straffen herfor. Livets store emner, ja, men det bliver simpelthen for tungt, for livstræt. Karaktererne bliver billeder på håbløshed, ulykke, desperation og livslede, som de ikke kan komme fri af – dermed også de dilemmaer skæbnen byder dem. Bare der var nogle flere følelser i spil, for som mester Kieslowski sagde: ”Følelser er det eneste, der binder os sammen som mennesker.”