Die My Love

Eufori. Mani. Affekt. Og som titlen antyder: Tilstanden af vildfarne, utæmmelige følelser, som man ikke taler om. Instruktør Lynne Ramsay har en ret interessant og moderne tolkning af endnu et tabu.

Den seksuelle, legende og næsten dyriske vinkel etableres i starten med saftig sex på gulvet i et småhærget hus, og fastholdes gennem fortællingen med afklædte kroppe samt flere situationer af sensuelt legende adfærd. Det er både farligt og kuriøst, men mest af alt mærker man letsindighed og frihed til at gøre som man lyster.

Det er løssluppen bohemekærlighed, der når et helt andet stadie da de får en baby. Grace (Jennifer Lawrence) keder sig med at passe hus og baby, og Jackson (Robert Pattinson) er kedelig når han endelig er hjemme fra job. Alt synes at være i stilstand, familie og venner omkring dem er lullet ind i hygge og hensyn, og Jackson synes mere interesseret i at kigge på universets stjerner end at sexe med sin lystige kone. Og Grace har skriveblokering. Men også noget andet, meget mere sårbart.

Uden traditionel kontinuitet fortælles deres kærlighedshistorie i vild, kreativ klipning - og et ganske kommenterende soundtrack af blandt andre David Bowies ’Kooks’, Elvis’ ’Love Me Tender’ og Nick Lowes ’The Beast in Me’. Ofte hallucinatoriske billeder af både lykkelige omstændigheder, terapitimer, familie- og vennesammenkomster samt utroskab. Et flagrende mix der veksler i stemning og troværdighed, så man langsomt flyder ind i de følelser Grace kæmper med - og usikkerheden om hvad der er virkeligt og hvad der er drømme. 

Selvfølgelig har man set film om fødselsdepression før. Men ikke som denne, for Lynne Ramsay og hendes fotograf Seamus McGarvey har et helt særligt og vildt filmsprog, som skaber helt unikke stemninger. En følelse af liv, leg og lyst - som et drømmende lag over de hede og heftige hormoner - og en særlig følelse af frihed, og mulighed for at give slip. Det er råt og smukt som i deres andre film - rå filmpoesi i sin helt egen stil, der gør opgøret med tabuer meget mere levende.

Outsidere og tabuer er en gennemgående kraft i skotske Lynne Ramsays filmland, og de rummer altid en eminent visuel fortælling, ofte uden mange ord. Hvilket passer særdeles godt til dette tema, som de færreste taler om. Heller ikke Grace - hun har to terapisvar der egentlig sætter alt på plads. Hvis det altså er virkeligheden.

Jennifer Lawrence har før vist at hun har en naturkraft udover det sædvanlige, og deri tør være helt nøgen - psykisk og fysisk - men hun topper alligevel her med at være gravid, nøgen og naturlig. Men det kan vel ikke provokere nogen stadig? Eller fremstå som tabu? Langt mere tolkning findes i brystmælk der drypper ned i blæk, eller kniven der bliver en del af onani. Den balancerende pen. Dødsdrift. Eller det særlige forhold til dyr. 

Ramsay og Lawrence (der også er producer) viser traditionerne og tabuerne mere sprælsk - både med små stikpiller og mere kåde impulser - så man sympatiserer med og spejler sig i Grace. For som kvinde kender man de hormontrip - gode som dårlige - og hvor frustrerende det er at skulle være stille og rolig omkring det. Her slippes det løs, og det er befriende. 

’Die My Love’ er en følelse, en stemning. Vild og udtryksfuld, farlig og fri. Slutningen er bestemt også heftig, men her synes realismen at slippe sit greb om Graces fortælling. Måske er der flere tolkninger? Bogen, der brænder. Den nøgne krop. Accepten fra manden. Altsammen frihedsskabende billeder - men meget hallucinatorisk. Drøm eller virkelighed - så føler man forløsningen.