pixel

Divaer i Glas

  • Glassalen, Tivoli
  • premiere 17. august 2019
  • 4.02

Divaer i Glas

Fakta

TEATERKONCERT/KABARET

17. august – 16. september 2019

Glassalen, Tivoli

Tænk at være en glemt stjerne! Måske divaens største mareridt, at miste mindeværdighed. Det er heller ikke fair, når nu man har gjort sig så umage for at skabe ballade, sensation og/eller historie. Som nogle af disse damer, der for en sang, en kjole og en anekdote (eller flere) bringer divanostalgien tilbage i Glassalen.

For heldigvis har Caroline Henderson, gennem tre år, insisteret på denne hyldest til de store stjernedivaer, der lagde vejen forbi Tivoli Varitéen og var med til at gøre København endnu mere ”wonderful” på den musikalske front i 1960erne, hvor især jazzen markerede sig internationalt. 

Og det er vidunderligt, for der er total lækkerhed over hele forestillingen, der dog også er en lidt sær hybrid mellem datidens stilfuldhed og nutidens kontanthed. Eksempelvis når en speedsnakkende Rosemary Clooney (Birgitte Hjort Sørensen) beder publikum tænde mobiltelefonernes lys for at genskabe en festaften med ‘Sway’. Det er bare underligt.

Konferencieren er en legende i sig selv, og instruktør Rolf Heim tilføjer elegant ekstra stjerneglimt med castingen af Carsten Svendsen. At Preben Uglebjerg var den ultimative vært, blev bekræftet af de to musical-skabere Fred Ebb og John Kander – på visit i Tivoli for at interviewe Marlene Dietrich – og de baserede den berømte konferencier i ’Cabaret’ på ham. En rolle som Svendsen havde stor succes med på Aalborg Teater (opsat af Heim).

Carsten Svendsen er den bedste musicalstjerne for tiden, men han er desværre fanget i gammeldags stil og outdatede oneliners her. Hans team af fire dansere forsøger at mixe det moderne, sexede snit ind, men Toniah Pedersens sensuelle koreografi bliver i stedet en sær kontrast. Allermest i Uglebjergs signatursang ’Gyngerne og Karrusellen,’ der er tæt på hidsig og frygtelig.

Mere lystigt går det med at svøbe sig ind i divaernes sange og personligheder. Som i legemliggørelsen af Ella Fitzgeralds (Caroline Henderson) ’Love for sale’; eller Josephine Bakers (Kaya Brüel) mikrofonleg med danser imens hun pointerer ’J’ai deux amours’; og naturligvis når Marlene Dietrich (Birgitte Hjort Sørensen) bruger danserne til bære- eller lænestol gennem ’Ich bin von kopf bis fuss auf liebe eingestellt’.

Selvfølgelig dominerer divaerne, og den største af dem er Dietrich. Selvom Birgitte Hjort Sørensen har for blidt et fysisk udtryk, så trækker hendes skarpe skuespil attituden hjem, ikke mindst i oneliners som ”Hvis mænd var så store elskere, som de selv tror, ville kvinderne aldrig få tid til at sætte håret.” Sangstemmen klarer lige ovennævnte signatursang, og et af aftenens højdepunkter bliver hendes (meget komprimerede) beretning om fædrelandsfølelsen, hvor ordene ”Ich bin ein berlinerin” regerer over sangen ’Ne me quitte pas/If You go away’, sunget smukt af Kaya Brüel. 

Men af de tre moderne divaer er det Caroline Henderson, der er mest gennemført. Fra første grandiøse toner i Sarah Vaughan-stil med ’What the World Needs Now is Love’ trænger hendes overvældende charme og varme igennem, imens hun spejler den svenske coolness i Monica Zetterlund og den danske hygge i Ella Fitzgerald. Sammen med Brüel – som dualismen i Eartha Kitt – leverer hun optimalt forrygende catfight i ‘I Want to Be Evil’. For til sidst at erindre Josephine Bakers kontrastfyldte forhold til Danmark – fra den første modtagelse med grimme presseord til æresmedlem og hjertetilfælde – og sublimt toppe hele showet med Nina Simone-tributen ’Four Women’. 

Der er så mange små – og store – historier her, nogle opdigtede på showbiz-maner og andre den usandsynlige virkelighed. For der skabes ikke divaer på samme niveau mere – Madonna, Mariah Carey og Beyonce er nogle af de sidste i den kaliber. Mystikken, og en del af stilfuldheden, fra dengang er forsvundet, og netop derfor er det prima at huske disse skønne donnaer.

Glassalen i Tivoli – opført 1863, ødelagt under krigen og genopført 1946 af Poul Henningsen – er mindst ligeså legendarisk som de mange stjerneoptrædener. ’Divaer i glas’ hylder også den, statueret helt ned i retro programdesign og PH’s kommentar om at sæderne skal være ubehagelige at sidde på. 

Helt i nostalgiens tegn runder de elegant og smukt af med at konstatere at minder både er noget man har, og noget man har mistet. Der kunne man fint have sluttet med ’What a Wonderful World’, men selvfølgelig skal det swinge på de afsluttende noder fra Otto Lington and the almost big band (Nikolaj Hess og band) med ’It don’t mean a thing.’

Mest læste

kommentarer

seneste
scene

Den Store Gatsby
4.02

Odense Teater
Brøgger
5.04

Republique
Lazarus
4.02

Aarhus Teater/Det Kgl. Teater
Dødsangst i galop
4.02

Sort/Hvid
Typisk Jonatan Spang
4.02

Bremen
Danish Design
4.02

Bellevue Teatret

seneste
film

Smerte og ære
5.04

Pedro Almodóvar
Ser du månen, Daniel
4.02

Niels Arden Oplev, Anders W. Berthelsen
Once upon a Time... in Hollywood
5.04

Quentin Tarantino
Carmen og Lola
3

Arantxa Echevarría