pixel

Caroline Henderson: In the House

  • Skuespilhuset
  • 3

Fakta

MUSIKTEATER
10. oktober – 30. november 2014

Skuespilhuset

Foto: Thomas Cato

Totalrenovering. Det synes man umiddelbart ikke, at Danmarks sejeste jazzdiva har brug for. Men Caroline Henderson har alligevel kastet korpus, karakter og stemme ud i et show, der vil vise livets hus med både under- og overetage.

Det er en noget rodet rundtur – inklusiv elevatortur – i det symbolske hus med undertitlen ’Lonely House’, Hendersons album fra sidste år med Kurt Weill-fortolkninger. Et album, der endnu engang markerede Hendersons udsøgte stemmekontrol og mod på at eksperimentere sig frem til lækkert, køligt electronica-jazz uden at miste Weills dramatiske undertoner.

Her i sceneshowet er jazzen underlagt electronicaen af Frederik Henrik Møller, og det rykker især i de første tre sange, hvor Henderson flygter fra sin egen jazzfest, sit eget husspektakel. Først på toilettet med ’Lonely House’, så i elevatoren med ‘Don’t Be Afraid’, og lige efter crashet den eminente ‘I'm a Stranger Here Myself’.

Værre går det for et langt midterstykke med sange, der martres af stemmeforvrænger og monstrøse beats – blandt andet den i forvejen frygtelige ’What Keeps Mankind Alive’ tilsat ekstra marchtoner, børnesoldater og rød hattehue. Det er kun få ord, man kan afkode, og det fremmer ikke ligefrem forståelsen af sammenhængen i forestillingen, der også mikser de politiske undertoner i ‘Ballad of the Soldier’s Wife’ ind i aldersfilosofien, som dominerer sidste del af showet.

Det er her, der er mest liv i fortællingen. Når Henderson smider Louboutin-støvletterne og lader jumpsuit være så afslappet, at hun farer vild på gangene i sit eget hus og ikke kan lue ud i alle frustrationerne på overetagen. Det er sjovt, når hun konfronteres med tilstandsrapporten for huset/kroppen og efterfølgende skalpelskarpt, når ’Mack the Knife’ bliver til skønhedsmareridt med skeletdans.

Også rørende når overetagen beskrives som livets efterår, der indrettes lige efter ens behov – maosko og P2-klassisk – og toppes med den smukke ’September Song’. Derefter et par afsporinger mellem panik og desperation og den dunkende melankolske ‘The Train to Heaven’, som flyder flot over i ’It Never Was You’ med den lækreste jazzbas.

Men fluks et underligt slutglimt, der på mærkelig vis næsten eliminerer de fine tankestrømme netop opbygget. Der stopper renoveringen, som ellers så ud til at være godt i gang. Og sådan er det jo tit i det hus, vi kalder krop, hjerne eller liv: Der skal ikke så meget til at hive os ud af filosofien og fantasien om et bedre hus.

Der er ikke styr på temaer og symboler her i huset, og ingen balance mellem de sociale, humoristiske og filosofiske ideer. ’In the House’ er en af de få svipsere for instruktør Christoffer Berdal, sikkert noget begrænset af det ufokuserede manuskript fra Jesper Malmrose og Hendersons hånd.

Caroline Henderson er – for mig – Danmarks ypperste jazzstemme, eminent i sin fortolkning og karakter, samt altid sensuel, dyb og dragende. Ligeledes beundringsværdigt er hendes mod på at udforske nye sider af sit talent som i dette show. Selvom jeg foretrækker hende diva-style. For der er virkelig ikke mange tilbage i Danmark, der kan dét!

Mest læste

kommentarer

seneste
scene

seneste
film

I morgen danser vi
5.04

Levan Akin
Disco
4.02

CPH PIX WEEKEND
Last Christmas
5.04

Paul Feig
Kollision
3

Mehdi Avaz