pixel

Rolling Stones Teaterkoncert

  • Falconer Scenen
  • 3

Fakta

TEATERKONCERT
21. oktober – 1. november 2014

Falconer Scenen

Foto: Jesper Hede

Beskidt toilet med graffitivæg. For Rolling Stones-fans er det ikonisk og et af mange billeder på det rå, vilde og oprørske rockliv. Også et godt udgangspunkt for den første rullestens-teaterkoncert, men der trækkes alligevel ud ad den forsimplede, renskurede spadevej.

Det omstridte toiletbillede forhalede udgivelsen af albummet ’Beggars Banquet’, der fik et nyt fint cover a la bryllupsinvitation og først efter 16 år fik sit originale toiletsnavs udgivet. Nu burde der være endnu mere snavs at hente i det miljø, men instruktør Rolf Heim har brugt for meget nostalgi-klud på sit trip tilbage til de gode gamle 60'er og 70'er-hits (med to ligegyldige undtagelser).

Scenograf Sisse G. Jørgensen har ellers fat i noget skørt og anderledes med de fem toiletbåse, som de seks performere boltrer sig inde i, ovenpå, mellem og foran. Hvor toilettet indimellem er udskiftet med bar-taburet eller gyngestol – og hvor sprit, stoffer og andet sprøjt har mange bivirkninger. Alligevel udnyttes det på ingen måde optimalt. Bare sådan midtimellem, aldrig ud i ekstremerne af hverken lokum eller luksus. Faktisk kun vildt og veludnyttet da Simon Stenspil får sex i flere afskygninger og stillinger af ’Honky Tonk Women’.

Søskendeparret Cecilie og Simon Stenspil er det virile kraftpunkt i showet. Lækker, fræk fysisk udfoldelse og seje stemmer med attitude. Cecilie giver især nyt liv til ’Miss You’ og ’Midnight Rambler’ – sidstnævnte i showets løjerligste koreografi med toilet-lydspil og stige-dunk. Ret langt fra sangens oprindelige historie og Jaggers semi-provokerende liveshow.

Men selvfølgelig er det Michael Falch, der leverer fuld rullesten og mundharpe – han er jo indbegrebet af det seje rockliv. Ægte rock’n’roll, så rusten som Keith Richards og så grovkæftet som Mick Jagger. Det høres og føles i den melankolske ’Wild Horses’ og særligt i ’Sympathy for the Devil’, hvor der skal både rullestol, drop og iltmaske til at føre den hærgede (blinde) rockdjævel gennem samfundshelvedet til dødsriget.

Musikken er jo lige til at rocke med på, men kapelmester Joakim Pedersen satser på vilde guitarriff frem for nytolkning. Når der eksperimenteres med banjo og bluegrass i ’Tumbing Dice’ forvirres man bare. Ofte går det også galt, når tempoet skrues ned. Eksempelvis i Kitt Maiken Mortensens ret pivende variation over ’You can’t always get what you want’, Sara Brobergs alt for lyse version af ‘Paint It Black’, og så er Simon Mathew helt ad ynkende til med ‘Angie’.

Sex-, drugs- og rock’n’roll-klicheerne driver ned ad de ubeskidte boksvægge og fra start til slut pointeres det i sang og musik, at det er svært at opnå satisfaction, når det bare er rock’n’roll. Eller? Mellem linjerne ved vi jo alle, at det ikke kun er sprutten og stofferne, der skaber afhængighed. Rusen er også i musikken, som man bliver høj af og ikke kan undvære. Derfor rocker Stones stadig – og deres fans. De store hits holder showet kørende – også denne teaterkoncert, hvor alle generelt synger bedre end Jagger nogensinde har gjort.

Men sjælen mangler. Det er bare for nemt og for ligetil at rulle rockklicheerne en eneste vej: Sprut, junk og død. ”It’s a gas”, som ’Jumping Jack Flash’ – jo, men er det virkelig den eneste motivation for at køre de legendariske Stones-sange gennem teaterkoncert-konceptet? Hvor er ideen, der lever op til den kanonisering, de vilde rullesten har nydt gennem det meste af 50 år? Selvfølgelig er der mere snavs og guld at grave frem.

Mest læste

kommentarer

seneste
scene

Den Store Gatsby
4.02

Odense Teater
Brøgger
5.04

Republique
Lazarus
4.02

Aarhus Teater/Det Kgl. Teater
Dødsangst i galop
4.02

Sort/Hvid
Typisk Jonatan Spang
4.02

Bremen
Divaer i Glas
4.02

Glassalen, Tivoli

seneste
film

Smerte og ære
5.04

Pedro Almodóvar
Ser du månen, Daniel
4.02

Niels Arden Oplev, Anders W. Berthelsen
Once upon a Time... in Hollywood
5.04

Quentin Tarantino
Carmen og Lola
3

Arantxa Echevarría