pixel

Don Juan

  • Det Kongelige Teater
  • 4.02

Fakta

OPERA
4. – 28. maj 2014

Det Kongelige Teater, Gamle Scene

Foto: Miklos Szabo

Flirten kommer helt ned til publikum, når verdens største forfører, Don Juan, indtager Gamle Scene efter en måneds turne i Jylland. Ikke et skørt er tørt og ingen lattermuskel urørt.

Mozarts ’Don Juan/Don Giovanni’ er blandt verdens ti mest opførte operaer, og i chilenske Aniara Amos’ instruktion forstår man hvorfor. Hun formår at skabe en findyrket balance mellem det affektive og det komiske, som Mozart og hans venetianske librettist Lorenzo Da Ponte perfektionerede med denne opera buffa.

Særligt i karaktertegningen får Amos det livlige frem i sine operaaktører, der alle er fremragende sangere, men ikke alle lige fortrolige med det mere kropslige udtryk. Mest fysisk begrænset er Gisela Stille som Donna Anna, hvis udvikling er minimal i sorgen over sin far, som Don Juan dræbte i ren begærlighed. Hendes udkårne, Don Ottavio er også meget besindig, men Peter Lodahl har medrivende mimik og god timing – særligt når han maskeres med hvid kjole, pudder og mega-paryk.

Til denne forklædningsfest tripper de begge spøjst og hævngerrigt rundt med Sine Bundgaards Donna Elvira og deres trio-klang er uforlignelig i ’Protegga il giusto cielo’. Sine Bundgaard er sprudlende ambivalent og leverer flere dybtfølte arier, med en lille favorit i ‘Mi tradì quell'alma ingrata’, hvor hun stadig sukker over Don Juan men mest af alt føler medynk.

Vidunderligt besnærende er Palle Knudsen som Don Juan – i læderbukser og rokokokappe med langhårsparyk og make up, der leder tankerne hen på en anden charlatan: Casanova. Han er lystig – i dobbeltbetydning – og gør sine forførerkneb særdeles nærgående for kvinderne på de første rækker, når han i al naturlighed går fra den ene til den anden, imens han tillige forsøger at serenade-friste Donna Elviras kammerpige.

Det er forfriskende at bryde rammerne – dem er der nok af i den kedelige scenografi – så elegant og livligt; og der er flere snurrigheder fra Don Juans tjener Leporello, hvis bundærlige kommentarer (i parentes) ofte står i ironisk kontrast til det sagte og gjorte. Med hængemave og -buks er Henning von Schulman ligeså herligt naragtig, som han er godhjertet overfor sin herre og hans scorepraktikker. Og aldeles pragtfuld i den populære listearie ’Madamina, il catalogo è questo’, hvor Leporello opremser scorelisten fra diverse lande og statusgrupper – og udfolder indekset som det (farverige) harmonika-fold, han er opkaldt efter.

Arketyperne er intakte, og man kan relatere til klassiske følelser som begær, uskyld, hævn, sorg, med mere. Men det skaber også en vis forudsigelighed, at der kun er en vej for samfundsrevseren Don Juan, og den efterfølgende happy end kunne godt rumme mere udvikling og pointering af, at Don Juan alligevel har fået rusket op i kærlighedslivet og fremtidsudsigterne.

’Don Juan’ går lige i underlivet med sin frækhed og utæmmelige livslyst. Signe Beckmanns kostumer charmerer fra staldkåd til rokokobizar og skaber moderne noder i samspil med Concerto Copenhagen og Lars Ulrik Mortensens nyfortolkning af Mozarts karakteristiske wienertoner.

Mest læste

kommentarer

seneste
scene

seneste
film

Disco
4.02

CPH PIX WEEKEND
Last Christmas
5.04

Paul Feig
Kollision
3

Mehdi Avaz
Hustlers
2.04

Lorene Scafaria