pixel

Tryllefløjten

  • Operaen
  • premiere 15. januar 2015
  • 4.02

Fakta

OPERA
Repremiere 25. november 2017 – 11. marts 2018

Operaen, Store Scene

Denne anmeldelse er opdateret fra premieren i Operaen 15. januar 2015

Repremieren af Mozarts populære symfoni af tryllefløjte og klokkespil, rokoko og skæbne, tempelvisdom og helvedeshævn bliver igen en festforestilling. Så fuld af modsætninger og ekstremer at man kun kan fascineres af mystikken og forføres af den skønne musik.

En del af castet er udskiftet og der er en del alterneringer at holde styr på, men heldigvis er både Palle Knudsen, Sine Bundgaard og tyrkiske Burcu Uyar blandt favoritterne.

Denne gang føles sympatien endnu stærkere hos Papageno og Pamina. Første gang de mødes, mærkes den spontane og dybe forståelse af kærlighed i duetten ’Bei Männern Welche Liebe fühlen’ mellem Knudsen og Bundgaard søndersmukt. De er egentlig det ideelle par, der ville kunne overvinde sociale barrierer. Men som i resten af tryllefløjtens forhold er intet ligetil og entydigt. Men højt fornøjeligt og dybt fortryllende.

-----------------------------------

På godt og ondt. Det kunne være overskriften for de første 10 år i Operaen på Dokøen, ligesom det passer glimrende på Mozarts ’Tryllefløjten’, der i ny opsætning markerer jubilæet.

Et bredtfavnende og populært valg eftersom ’Tryllefløjten’ nemt kan gøres til en festforestilling, der balancerer det folkelige med det ophøjede, det gode med det onde, lyset med mørket. Og i schweiziske Marco Arturo Marellis instruktion fungerer de positive, humoristiske noder bedre end de højtideligt dunkle.

Helt vidunderlig er Palle Knudsen som Papageno, den lystige fuglefænger, der lever fra hånden til munden og scherzando charmerer kvinder på sin vej. Ligeså betagende som i ’Don Juan’ sidste forår appellerer han kærligt til de forreste rækker. Vældigt lystig med ’Ein Mädchen oder Weibchen’ og lidt senere ganske ydmyg og på nippet til selvmord.

Hans modsætning er Tamino, operaens egentlige hovedperson, som Papageno følger på visdommens og kærlighedens rejse. Tamino er en af Peter Lodahls glansroller og han er pragtfuld fra den fortumlede slangescene til den sidste prøvelse gennem ild og vand – med sin udkårne Pamina.

Det er disse modsætninger, der sætter stemningen og skaber spænding, når der byttes rundt på god og ond med mere. Antiteserne florerer ikke kun i dualiteter men også i treenigheder, der opvejer hinanden. Som den rokokokulørte dametrio, der bistår Nattens Dronning – fantastiske Elisabeth Jansson, Tina Kiberg og Susanne Resmark – overfor tre skønne drenge, der i skiftende (ganske snurrige) forklædninger hjælper de søgende karakterer på rette vej.

Andre trefoldigheder findes i musikakkorder, i tempelritualer og i magiske fløjter/klokker. Noget kan tolkes som frimurersymboler, andet som eventyrlignelser eller helt simpelt som lykke- eller skæbnetræf. Der er mange lag i Mozarts sidste opera, og man bliver nok aldrig færdig med at fortolke den – på godt og ondt.

I Marellis version lider de magtfulde – Nattens Dronning og hendes modpol Sarastro, leder af Visdommens Tempel – under for meget højtidelighed og forceret mystik. Især templets logelogik er svær at tage seriøst, og Sarastro virker ekstremt stivnet i tyske Christof Fischessers tunge, brummende basklang. Endnu mere karikeret og fortabt virker Monostatos i Bengt-Ola Morgnys sortklædte og -malede skikkelse.

Derimod brager Nattens Dronning igennem med kraftfulde koloraturer af den temperamentsfulde, tyrkiske sopran Burcu Uyar. Der er dømt øjeblikkelig gåsehud, når hun rammer de høje toner i anden akts velkendte arie ’Der Hölle Rache’.

’Tryllefløjten’ er normalt meget mere eventyrlig og sanselig, men det går fløjten med den enorme kolos af en såkaldt scenografi, som Marelli har skæmmet trylleriet med. Mega-vægge, der i farver og skriblerier skal afspejle dag og nat, feminint og mandlige, natur og visdom osv. Men det er bare grimt og klodset, selvom det indimellem næsten reddes af lyssætningen.

Operaens 10 årsdag blev alligevel en skøn festaften, introduceret af tre træfsikre taler. Teaterchef Morten Hesseldahl om yndlings- og hadegaver; Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla om teaterkikkerten, der kan vende forkert; og kulturminister Marianne Jelved, der pointerer hvordan det onde kan vise sig som det gode, fjenden som vennen mm. Tillykke, og god vind til mange nye operaår!

Mest læste

kommentarer

seneste
scene

De fulde
3

Skuespilhuset
Flashdance
3

Musikhuset Aarhus
I nat kommer krigen hjem
2.04

Teatret ved Sorte Hest
Shakespeare in Love
5.04

Østre Gasværk
Hübberiet Oh la la
3

Det Kongelige Teater

seneste
film

Kvinde på krigsstien
5.04

Benedikt Erlingsson
Stalker
3

Neil Jordan
Til vi falder
4.02

Samanou A. Sahlstrøm
4.02

Asghar Farhadi
close logo

Opmærksomhed og debat giver bedre by

Støt Magasinet KBH – fra kun 20,-/md.