Ellers mange tak

Velkommen i klitten. Undskyld, klubben. Det går heftigt for sig her i multikunstner Jeanett Albecks nye selvreflekterende show. Hun spreder vingerne og benene (omkvædet i den første sang), sætter svulmende, røde læber foran skridtet, svinger røven i techno-blålys og drømmer om.. lort. "Kender du det?"

Scenebilledet er mystisk som en kunstinstallation (tænk: Ernesto Neto), æstetisk dragende og en smule uhyggeligt. Brunt, tungt, organisk, råt. Primært aflange hylstre - nogle som kokoner bundet med reb, andre som tyngende slimsække (sædceller?) - men også nogle store, udefinerbare klumper. Det er mestendels statisk, men ramt af lys, lyd og tekst skifter udtrykket, så man fornemmer at det organiske, der rumler under overfladen, vil bryde frem. Og ja, der er en større visuel lækkerbisken til sidst.  

Albeck går lige på og direkte i hjertet. Hun er dronning og dyr, konfronterende og legende, sexmaskine og feminist, for følsom og for meget. Det har hun altid været. Al mulig interessant afvigende adfærd, der for nyligt er blevet værdig til en bogstavsdiagnose: ADHD. En længere udredning, som hun her kaster spot på - som en collage af kvindelivets hyr og herlighed.

Ligeså sporadisk som følelserne raser under diagnosen, bliver det en slingrende samling af for lidt, for langt, for klamt, for ligegyldigt, for meget. Om #MeToo, kønsroller og daterape. Råd og håb til ungdommen, sentimental søsterkærlighed, afklædt kropslighed, samt at beskytte sig selv og skifte ham, så man bliver stærkere. Plus en lorte-scene, som trækker ulideligt ud - også med replikken "kender I det?"

Som altid hos Albeck er musikken fremragende, og selvom det elektroniske, indimellem tranceagtige, dominerer, så bringer klaver, fløjte, theremin og guitar mere sensible toner. På scenen er multiinstrumentalisten GRO/Julie Møller Christiansen et formidabelt match med Albeck, og når alt funkler i rødt-lilla-blåt beat med ’Velkommen i klubben’ er der totalt koncertstemning.

Denne sang - skrevet sammen med Clara Sofie, og med hints til Medinas hit - rummer også en af de centrale replikker, inspireret af Emma Holtens #MeToo-citat, om hvordan der pludselig skulle tænkes over hvad man sagde og hvordan andre reagerede på det. Men det har vi andre jo altid gjort! 

Jeanett Albeck er eminent til at finde vilde og overraskende udtryk for kvindelivet, men ’Ellers mange tak’ er mere bredt skitseret og stikker ikke så dybt som man kunne håbe. Til gengæld vil der være mange forskellige kvinder, der (gen)kender det. Og måske især ungdommen - ikke mindst i kraft af den dunkende techno. For det er helt klart et topmoderne feministisk show af exhibitionistisk topklasse - og slutscenen er helt aldeles farligt-fængende og slask-lækker. Og den kender du ikke!