Et vintereventyr

  • Republique
  • premiere 12. maj 2018
  • 4.02

Fakta

DRAMA

12. maj – 9. juni 2018

Republique

Frosset, flosset og tosset. Shakespeares tredjesidste skuespil ’Et vintereventyr’ har altid været lidt af en bastard, der stritter i genrer og følelser. En leg med formsproget, som instruktør Katrine Wiedemann har indkapslet i klare, enkle detaljer.

Med en hvidgrundet boks af fire glasvægge har scenograf Maja Ravns skabt et kuldeskærende rum for en af kærlighedens drastiske dræbere: Jalousi. Med få effekter bliver det ellers så passionerede udtryk isnende koldt: Det kølige ekko, det skarpe lys og de legende snekast, der senere bliver til sorte fnug, tyngende ned til selvpineri.

Det er kong Leontes’ (Mikkel Arndt) altfortærende jalousi, de alle holdes fanget af i glasburet, ingen kan undslippe. Dronning Hermione (Birgitte Hjort Sørensen), der føder en datter, som kongen beordrer sat ud i snestormen, fordi han tror faren er deres barndomsven Polixenes (Cyron Melville). Samt de to adelsfolk Camillo og Paulina (Christiane Gjellerup Koch), hvis loyalitet fyger ustadigt som sneen.

Kongens forvrængede og fastfrosne følelser, tosset af jalousi, flosset af sorg, illustreres også ved at fastfryse karaktererne i symptomatiske positioneringer – så som Hermione og Polixenes alt for lumre fingreflet – hvorfra han så kan styre/instruere sine egne fordrejede tolkninger af deres kontakt. Det fungerer besnærende, hvorimod barnedukken, der føres af de to mænd, er en lidt sær ide.

Wiedemann har skåret heftigt i tekst, handling og karakterer sammen med dramaturg Karen Maria Bille, og selvom Niels Brunses oversættelse flyder frit, bliver overgangen mellem tragedie og komedie ganske brat. For pludselig har lidenskaben – eller er det sorgen, angeren, soningen – smeltet isvæggene, og da de flyttes, bryder karaktererne ud af deres roller, og efterstræber den lykkelige slutning. Det går temmelig hurtigt og tenderer overgear for de fleste, når guder eller andre overmagter fremstiller forsvundne, vækker døde og generelt spreder lykkerus.

Men Wiedemann har endnu et veltunet trick her. Som på Shakespeares tid agerer aktørerne indbyrdes som fortællere og instruktører, endda med en snert af kritik overfor det opførte, ligesom de appellerer til publikums gunst og respons. Som replikken ”Gå De der ikke tror.”

Selvfølgelig går vi ikke, for vi vil jo gerne have – om ikke andet så troen på – lidt leg, fantasi og magi til at redde vores kærlighedsliv, og troen på det gode i mennesket. I Shakespeares oprindelig femakter er der mere fokus på tilgivelsen, den kommer dette moderne take for let henover, fordi nogle karakterer er skåret væk i afslutningen. Og spørgsmålet er om vi ikke har mere brug for tilgivelsen, end magien.

For i et så frosset, flosset, tosset liv handler det jo netop om vrangforestillinger, usagte ord og uforløste ønsker. Som jalousi ofte udspringer af. ’Et vintereventyr’ roder lidt rundt i det hele, og glatter det ud igen. Det føles lidt for indkapslet, og bliver mere en leg, en stilisering end et fuldblodigt føledrama.

Mest læste

Li’ KBH

kommentarer

seneste
scene

3
Operaen
5.04
Fredericia Teater
4.02
Teater Republique
4.02
Det Ny Teater
3
Wallmans

seneste
film

4.02
Isabella Eklöf
5.04
Janus Metz, Sine Plambech
5.04
Kevin Macdonald
close logo

Opmærksomhed og debat giver bedre by

Støt Magasinet KBH – fra kun 20,-/md.