pixel

Hamlet

  • HamletScenen
  • premiere 1. august 2017
  • 5.04

Fakta

DRAMA

1. – 19. august 2017

HamletScenen, Kronborg Slot

Det er en oplevelse af de særlige, når man overværer en Hamlet-opførelse med majestætiske Kronborg som baggrund. Selv når det foregår udendørs i det ustadige og ofte ganske våde sommervejr. 

’Hamlet’, måske verdens mest kendte og mest spillede stykke, er altid en udfordring for et teater. Det gælder især for HamletScenen, der hvert år opfører en ny version af det berømte skuespil på Shakespeare Festivalen ved Kronborg Slot, det sted der om noget har givet Shakespeare inspiration til hans udødelige teaterstykke. 

Der er sagt og skrevet meget om Hamlets livtag med de store, eksistentielle spørgsmål, men i sig selv er skuespillet en god historie, der alt for ofte drukner i lidt for kreative ideer fra overambitiøse instruktører. Kunsten er ikke altid at skabe en helt unik version af stykket, selvom mange moderne opførelser af ’Hamlet’ forsøger netop dette. Langt oftere kan det være en kunst blot at lade historien og replikkerne tale for sig selv. 

Alt for ofte drukner den gamle bardes udødelige ord i fjollerier, klodsede omskrivninger og andre indgreb – eller overgreb, som man kunne fristes til at kalde det. Det sker ikke i denne omgang, og hvor er det befriende at opleve. Instruktør Lars Romann Engel har ellers listigt sneget et par moderne elementer ind. Hamlet optager sig selv på mobilen i fri leg med Ofelia og Horatio, overvågningsudstyr optager Polonius’ mord, og Fortinbras ankommer med sine tropper i helikopter. 

Men derudover er alt som det plejer. Hamlet er forpint over faderens død og plaget af moderens åbenbare lidenskab for sin nye mand, og Ofelia er en moderne kvinde, der kun modstræbende adlyder faderens formaninger om at være afvisende over for sin bejler. Hun gør det tydeligvis mere på grund af prinsens sære opførsel og som test af deres forhold, end fordi samfundets snævre kønsroller kræver, at hun kender sin stand og værner om sin dyd.

Denne ’Hamlet’ fungerer glimrende, fordi den er så simpel. Jeg kan vitterligt ikke huske, hvornår jeg sidst så et stykke, hvor skuespillerne fik lov til at spille så rent, forstået på den måde, at de opfører sig naturligt inden for de rammer, som fortællingen sætter. Når Hamlet ter sig tosset, er der mening med galskaben, for han spiller en rolle, og alle hans gale ord har vid og brod, de spidder elegant samfundets dobbeltmoral og hykleri. Når prinsen groft fornærmer sin kæreste og overfuser sin mor, er det fordi sandheden om hans faders mord har vendt hans verden på vrangen, og langsomt lader han lykken og livet smuldre mellem sine fingre. Han er ikke længere i stand til at se andet end det onde.

I denne opførsel får Shakespeares vidunderlige ord lov til at stå centralt. Det er ikke en radikal omskrivning, men snarere en ret trofast fortolkning, blot befolket af et hold stærke skuespillere, der er håndplukket til rollerne. Forestillingen er en co-produktion med London Toast Theatre, og der er både danske, britiske og australske skuespillere med. 

Cyron Melville er en mere afslappet og munter Hamlet end man ofte ser. En mand, der stadig kan nyde livet og gode venners selskab, indtil faderens spøgelse smadrer hans tilværelse ved sin afsløring og nådesløse hævnkrav. Natalie Madueño er en livfuld og charmerende Ofelia, mens dronningen i Vivienne McKees skikkelse er oprigtig forelsket i sin nye mand. Richard Clothier er en sammensat Claudius, trods sine grumme gerninger mere antihelt end skurk, en mand drevet af kærlighed og magtbegær, sært sympatisk af en morder at være. Chris Myles’ Polonius har den helt rette dosis af pompøs hofmand, naragtig, men stadig med en værdighed, der forhindrer, at han bliver stykkets klovn. 

Rosenkrans og Gyldenstjerne i skikkelse af Jack Johns og Brett Brown er ikke fjolser, men blot to unge og ikke alt for kvikke mænd, der bliver fanget i et nådesløst spil. Mens Oliver Alvin-Wilsons Horatio desværre mangler et par replikker, så han for alvor kunne træde i karakter, er Dominic Tighes Laertes fyldt med broderlig kærlighed og retfærdig harme.

Som altid er stykket beskåret, så det ikke unødigt udfordrer et moderne publikums begrænsede koncentrationsevne. Det går af og til ud over tempoet, der undervejs kan føles lidt forhastet, men det er efterhånden vilkåret i nutidens teater. Det grundlæggende drama om lidenskab, tvivl og tvivlsom hævn får lov til at leve og ånde på ny, og det er det vigtigste.

Mest læste

kommentarer

seneste
scene

Brødrene Løvehjerte
4.02

Skuespilhuset
La Bohème
5.04

Østre Gasværk
Blixen
4.02

Det Kongelige Teater
Romeo og Julie
4.02

Operaen

seneste
film

Marriage Story
5.04

Noah Baumbach
I morgen danser vi
5.04

Levan Akin
Disco
4.02

CPH PIX WEEKEND
Last Christmas
5.04

Paul Feig