Falstaff

Forstanden triller rundt. Fyldigt som Falstaffs figur, fjaset som forelskelsesrusen, flamboyant som de farverige kostumer. Intrigemagere blander sig med gavstrikkere, narrehatte og pauseklovne i 'Falstaff', der desværre ikke når samme ulastelige kvalitet som 'Otello', den første del af Det Kongelige Teaters Verdi/Shakespeare-hyldesttrilogi.

Teksten er ellers mægtigt sprudlende med replikker som ”Flå mig som en vildtsteg på middagsbordet.” Det udbryder Falstaff i begejstring over eget (indbildske) kvindetække, og hans livsnyderfilosofi omfatter også stor fryd over egen mavse. Som da han skal straffes og straks udslynger: ”Skån min vom.” Legemsdelen, der omtales særdeles ofte med ord som ”flæskemave, vinsæk, tykvom” mm.

Men komisk opera er svær, og Verdi skrev kun denne ene af slagsen – i øvrigt som sit sidste operaværk. Instruktør Peter Langdal har valgt at lade komedien dominere over melankolien, som Falstaff-karakteren også viser i Shakespeare-værkerne ’Henrik IV’ og ’De lystige koner i Windsor’. Men det virker bare malplaceret med for meget falden-på-enden, løben-med-høtyve og fjol-ved-musikinstrumenter. Og så savner man i den grad originalitet i pauseklovnerierne på forscenen under sceneskift – særligt når der er hele seks forskellige scenografier!

Trilogiens fællesscenografi, de mægtige krydsfinervægge, bruges her kun som en omgivende firkant for den egentlige scenografi. Og her har Ashley Martin-Davis igen fået det ideelle ud af det simple. Med drøn på farver og løjer får vi både kærlighedsgynge, mega-vaskekurv og flyvende vinduer. Bedst af alt er den kongeagtige kæmpestol, der får selv Falstaff til at virke lille og forladt.

Den amerikanske baryton Donnie Ray Albert er perfekt som den brovtende Falstaff, og han mestrer også det underliggende vemod, som en af de få store soloer ’Quand'ero paggio del Duca di Norfolk’ udtrykker. Ligeledes har italienske Lucio Gallo sin stjernestund som rivalen Ford i jalousi-arien ’È sogno o realtà?’, hvor orkestret under ledelse af britiske Leo Hussain også når passionerede højder.

Men derudover er det kun Susanne Resmark som Mrs. Quickly, der imponerer. Forestillingen mangler markante personligheder i de mange biroller, der flyder lidt ud i hinanden. De følges ad i fjolleriet, og markerer sig faktisk bedst i intrigekvartetter som 'Gaie Comari di Windsor'. Til gengæld leverer Operakoret en storslået afslutning som nymfer, alfer, sirener, ånder og trolde under Den Sorte Jægers Eg.

Der er naturligvis meget at holde styr på i denne forvekslingskomedie, der minder om ’En skærsommernatsdrøm’. Men Langdal formår at holde forvirringen nede og fornøjelsen oppe, så vi bevarer forstanden og budskabet går rent ind. Det skal huskes, hyldes og hypes: Det er skønt at lave sjov og grine – også af sig selv! Som Falstaff skråler: ”Tutti gabbati! (Alle narret!)”