Trubaduren

  • Operaen
  • premiere 22. september 2018
  • 3

Fakta

OPERA

22. september – 20. november 2018

Operaen

Der brænder en evig ild – en enkelt flamme, og indimellem større bål – for de genfærd, der dominerer stemningen i denne operaopsætning, hvor mørket definitivt har opslugt Verdi-universet. For flammerne brænder ikke som lyspunkter og håb, men som den altfortærende skygge karaktererne slæber rundt på: Fortidens tragedie, som snart skal blive nutidens også.

Gejsterne er konstant nærværende og spreder dyster uhygge i de fleste scener: Den forkullede sigøjnerkvinde svæver forbandende over alle, den lille brændte dreng svinger rundt med en mægtig le, og koret indrammer ildbilledet med dystre udtryk og dybe toner. 

Spanske Francisco Negrín har skåret vellykket ind til benet og den ellers lidt knudrede fortælling flyder frit og anskueligt. Desværre starter det mindre godt, da den gruopvækkende forhistorie formidles ganske åndsfraværende af Kyungil Ko. 

Hævnen syder i mørket, der i fortiden har skabt gru, og nu skæbnesvangert atter bringer de to samme familier i clinch. To mænd elsker den samme kvinde, og i deres dyst for kærligheden kaster et gammelt had- og hævnmotiv dem i endnu heftigere dødsdyst. Et fortrængt slægtskab afsløres for sent, og familietragedien er igen uoprettelig.

Man forstår ideen med mørket, men det bliver alligevel for uendeligt når gråt i gråt og sort i sort kun matcher med ild- og blodrød farve som kontrast. Faktisk bliver det helt mærkeligt da et grønt skær blusser i den ene side, scenerummet opdelt af en underlig lyssøjle – som aktører skubber frem og tilbage til ingen rimelig nytte. Kun forstyrrende, ikke mindst grundet de mekanikknag trækket forårsager.

Resten af Louis Désirés scenografi (og kostumer) er også tung og traurig. En stor, firkantet kampanile, der først er elskovstårn for Leonora og Manrico, trubaduren, der snart sidder i samme fangetårn med sin sigøjnermor og afventer endnu en bålbrænding.

Ligeså stillestående og statisk er koreografien, hvor kun lidt le- og sværdsvingeri indbyder til større armbevægelser, udover dødsscenerne. Og ja, dette Verdi-partitur kræver stornoder af sine aktører, men mere drama i krop giver bare mere drama til stemme, og nogle sangere falder det heldigvis naturligt, selv uden instruktion.

Operamaestro Verdi skabte oprindeligt sigøjnersken Azucena som sin hovedkarakter, og Negrín holder heldigvis kvinderne i fokus. Susanne Resmark er fremragende, stærk og udtryksfuld med temperament i kroppen og varme i sin kraftfulde mezzo. Gisela Stille er mere kølig som Leonora, men det passer udmærket til heltinden, der handler udspekuleret og ofrer sig for sin elskede – og så leverer hun en stærk version af arien ’D'amor sull'ali rosee’.

Titelkarakteren er ikke specielt heltemodig, tydeligvis splittet mellem de to kvinder i sit liv, men italienske Diego Cavazzin får smurt tenorcharmen effektivt og imponerer især i de kraftfulde afslutningsduetter. Også trubadurens smukke signatursolo ‘Di quella pira’ rammer plet – et af flere musikalske højdepunkter, der centrerer sig om ilden. Såsom Azucenas ’Stride la vampa’, eminent leveret af Resmark, der også brillerer pragtfuldt i duetterne med Cavazzin, angrende i 1.akt samt lindrende i 4.akt. 

’Trubaduren’ ender på ligeså dunkle udtryk som den startede. Tragedien gentager sig og familiefejden kan fortsætte. I mørket og i ilden, i sindet og i kroppen. For fortidens spøgelser forsvinder ikke, hvis man lader dem dominere. 

Mest læste

Li’ KBH

kommentarer

seneste
scene

6
Malmö Opera
4.02
Odense Teater
4.02
Aarhus Teater
4.02
Folketeatret

seneste
film

4.02
Luca Guadagnino
4.02
Gaspar Noé
4.02
Paprika Steen
4.02
Adina Pintilie
close logo

Opmærksomhed og debat giver bedre by

Støt Magasinet KBH – fra kun 20,-/md.