Frisørerne

Der er smurt tykt på med fordomme i ’Frisørerne’, hvor en evindelig strøm af mere eller mindre kunstfærdige parykker flyder ind og ud af salonen. Vi kender hende: Den dumme blondine, den naive lillepige, den sexede rødhårede – alle er de konstruktioner og forestillinger om kvinden som Kvinde.

De har travlt i den lille frisørsalon i Astrid Saalbachs nyeste teaterstykke. Her skal både permanentes, vandonduleres, studses, fejes, købes hårprodukter med duft og smag af vanilje og jordbær – samt ydes frisørterapi kunder og frisører imellem.

Trine (Katrine Høj Andersen), Mette (Lykke Sand Michelsen) og Jorun (Sofia Nolsøe) lever i en hermetisk lukket verden i den lille frisørsalon indtil den dag Boogie (Ene Øster Bendtsen) som den fremmede fugl sætter røre i hønsegården. Alt imens en ældre kvinde (Jannie Faurschou) belurer og noterer alt, hvad de fire kvinder fortager sig.

Det er ikke nemt at være kvinde i Saalbachs optik. I frisørsalonen dukker alle udgaver af hunkønnet op – spøjse, liderlige, forsmåede og stramtandede, spillet på skift af de fem skuespillerinder. Alle tumler de med deres, og man yder glædeligt kvindelig førstehjælp til de nødstedte i den lille salon.

Projektet er ambitiøst. Saalbach forsøger at favne kvindekønnet, undersøge hvad det vil sige at være kvinde og kvinders relationer til hinanden. Når det nu alligevel ikke er helt vellykket, er det måske netop på grund af det forvirrende sammensurium af udtryk, der udfolder sig på scenen.

’Frisørerne’ er en blanding af erotisk støn, dildoer, hårprodukter og parykker tilsat krimi og sort komik, men parodien får overhånden og overskygger tematikken. Kvinderne er gakkede og absurde, men som kritik af kvindekønnet virker det en smule søgt. Tanken bag er konstruktivistisk, dog er det uklart hvor og hvad kritikken rettes mod. Er det fordi kvinder billedligt talt er nogle stride kællinger, der boller hinanden i røven? Er det fordi de er underlagt sig selv eller en underliggende struktur? Og fornemmer man en snert af politisk satire, da en lettere genkendelig figur sætter sig til rette i de hvide imiterede læderstole?

Når latteren alligevel får sit tag i publikum, skyldes det især Jannie Faurschou, der som den lettere psykotiske F nærmer sig det hysterisk morsomme, da hun invaderer den lille salon med uglet hår og en pivåben lynlås i bukserne. Hun giver den som utallige af de typer, der frekventerer salonen, og hendes komiske talent og mimik kan ikke andet end frembringe lattersalver.

I anden akt bliver ’Frisørerne’ dog mere og mere farceagtig, og de allerede karikerede karakterer bliver endnu mere udtalte. Kvinderne udstilles som påklædningsdukker, og Lolita-figurens eminente trutmund får endnu en dimension med en hårdt optrukken lipliner. Alt i alt en underholdende affære, der dog i komikken tenderer til laveste fællesnævner med farverige nylonparykker og slapstick-komedie.