4:48 Psykose
DRAMA
16. - 31. januar 2026
Sort/Hvid, i samarbejde med Glad Teater
Foto: Søren Meisner
En kæmpe kiste, jord, blomster. En kvinde i rødt. Sådan bliver vi taget imod i teatermørket til Glad Teater og Sort/Hvids opførelse af ’4:48 Psykose’.
Anne Reumert er kvinden i rødt, aftenens hovedperson. Hun giver en stærk version af Sarah Kanes tekst om livets og psykosens desperation. ”Kl. 4.48 når klarheden kommer på besøg” er én af de ikoniske linjer, som leveres med stor overbevisning.
Heldigvis står Anne Reumert ikke alene på scenen. Med sig har hun Andreas Flodin Pedersen, Janick Pihl Nielsen og Michele Rasmussen fra Glad Teaters ensemble. De indtager figurer som henholdsvis et storgeviret rensdyr i shorts og plateausko, en sort ravn med en høne under armen og en kanin med pelsede ører.
Selvom Anne Reumert er den eneste, der taler i forestillingen, er der noget stærkt dragende ved de stumme dyrekaraktererne, som faktisk udgør forestillingens allermest interessante element. De bliver en slags resonansrum for hendes følelser. Nogle gange forstærker de hovedkarakterens følelser ved at udtrykke den ægthed, som den noget teatralske tekst kan have svært ved at give, og andre gange står de i humoristisk kontrast.
Tekstens cirkler om hovedkarakterens sindstilstand og tanker, men også om den psykiatriske behandling, hun gennemgår. Hun taler med sin læge, hvis stemme kun høres på en højtaler, og det fungerer rigtig godt. Den distancerede men dog så afgørende autoritet.
Sarah Kanes tekst fra 1999, som blev hendes sidste værk inden hun tog sit eget liv, er stærk kost. Der er flere gymnasieklasser i salen denne aften og der går et lille sug gennem rækkerne når talen går på at gøre en ende på det hele og når hovedkarakteren ser ned på sig selv i udtalelser som ”jeg er en fiasko som person.” Jeg fornemmer en blanding af afstandtagen, uhygge, sympati – og måske også en smule genkendelse i salen.
Samarbejdet med Glad Teater og forestillingens tematik har også fået teatret til at dele information om teatrets uskrevne regler og at gøre det muligt at forlade salen til en pause og komme ind igen. Det er i sig selv et forfriskende skridt i retning af et mere inkluderende teaterrum.
Dette er ikke en klassisk teaterforestilling med et plot og en historie, man kan følge. Teksten er fragmentarisk, højspændt og går i ring. Visse steder virker Anne Reumert næsten lidt for stærk og strålende, lidt for kernesund, til at bære den syge tanke, som teksten udtrykker, men andre steder kommer styrken teksten til gode. Der er en stærk vrede, som er virkelig forførende at opleve.
Allerstærkest står en passage med voice-over notater fra en længere psykiatrisk indlæggelse: En lind strøm af navne på medicinske præparater og angivelser af milligram. Dette tilsat høj bas og pink plys. Dyrekaraktererne har fået neonpels, hønen roterer stadig - vanviddet kan noget i denne forestilling.
’4:48 Psykose’ er en stærk og vild forestilling, hvor Jesper Michelsen i spidsen for Glad Teater giver sin helt egen fortolkning af en klassisk tekst – en fortolkning der henter sin styrke og sit særkende fra alt det udenom teksten, men også fra den måde alt dette udenom spiller sammen med Anne Reumerts figur.
Tag endelig ind til Staldgade og oplev forestillingen; og sørg for ikke at overhøre al den indirekte meddelelse, der kommer fra de tre dyrekarakterer, lægens stemme på højtaler, lyduniverset og en smuk og sanselig scenografi.
