Giant Steps: Jerome Robbins

"Giv mig noget at danse om, og jeg skal danse det." Koreograf Jerome Robbins startede selv som danser og hans sprudlende tilgang til dansen fornyede både balletscenen og musicalteatret. Så hvilken fryd at se Det Kongelige Balletkompagnis versatitlitet i tre af hans mest populære balletværker.

Showet åbner med en fest af flirt og fornøjelse i ’Fancy Free’, hvor tre sømænd viser deres særlige sammenhold, og alligevel forskellige personligheder, i en barflirt med skæve vinkler (Edward Hopper-inspireret). For er der damer nok til dem? Tobias Preatorius, Jón Axel Fransson og Sebastian Pico Haynes er helt forrygende med henholdsvis humoristisk charme og høje, flotte spring; klassisk forførelse helt i gulvet; og latinoflirt med kække knips og klap. Gæt hvilken rolle Robbins selv dansede. 

Debutværket fra 1944 var første fremragende samarbejde med Leonard Bernstein, hvis musik er legende let og fortællende - et perfekt match til Robbins’ løsslupne og jazzede koreografi. ’Fancy Free’ blev samme år udviklet til Broadway-musicalen ’On the Town’, som senere blev til et filmhit. Præcis som da de skabte musicalsensationen ’West Side Story’, der stadig er blandt verdens bedste musicals, på teater og film.

Robbins’ fascination af storbyen (ofte New York) er også tydelig i ’Glass Pieces’ (1983), hvor menneskevrimmelerne - indimellem stringente, indimellem afvekslende - afspejler metropolens puls og tempo. De første to skarpe trinsekvenser virker semi-hypnotiserende i samspil med Philip Glass’ musik - ’Rubric’ og ’Façades’ - minimalistisk, insisterende og hektisk smuk. Som både på gadeplan, i subway og til himmels med den monotone baggrund af blåskyggede firkanter - ganske stærk 80er æstetik, med snert af den postmodernisme, der hittede i billeder og udtryk, hvilket gør den ret tidløs. Men den enlige pas de deux - med Gregory Dean og Ji Min Hong - forstyrrer egentlig bare i den formfuldendte skarphed. Sidste sats - med begravelsesmarchen fra operaen ’Akhnaten’ - er mere foruroligende, som ritualer med pirrende trommer i eksotisk stammedans, der skaber nye storbyimpulser.

Mest klassisk ballet er ’De fire årstider’ (1979) med musik af Giuseppe Verdi - fra operaen ’Siciliansk Vesper’, hvorfra den oprindelige balletsekvens har inspireret Robbins’ årstidsdanse og -karakterer. Blandt andet efterårets faun (Samuel Zaldivar), der oprindeligt blev koreograferet i to versioner, henholdsvis til den nyligt afhoppede russiske topdanser Mikhail Baryshnikov og danske Peter Martins. 

Kedeligt nok er baggrunden minimalt forandret for de skiftende årstider, og noget af dansen trækker ud uden fortælling. Men indimellem den isblå kulde og den smådovne sommer, lyser forårets pas de deux med Alexander Bozinoff og Emma Riis-Kofoed op, og da faunen timer efteråret ind, kommer der allermest liv i form af bakkanalet, der lægger sig op ad den ekspressive russiske balletstil. 

En rigtig fin aften i showmandens balletunivers - fyldt med den coole, kreative og energiske koreografi, der kendetegner Jerome Robbins. For der er altid noget at danse om, med, for. Gigantiske trin, særdeles smuk musik og et yderst veloplagt balletkompagni. Konceptet ’Giant Steps’ holder, og der er plads til mange flere temaer og/eller koreografer herunder.