Gummi T

Så er det Gummi-Tarzans tur til at blive tegnefilmoderniseret. Hvilket i lige, uambitiøs line fra sidste års 'Orla Frøsnapper' vil sige skabelon-omskrevet og -udvidet. Med en halvfattig, dukkeagtig animationsstil, der sælger sig på at være forfatterens originale illustrationer tro, men som egentlig bare er ret grim og udynamisk. I en 3D, der primært bidrager med en slem stribe sjuskefejl.

Langt værre er det dog, at det nye tag på fablen om at være, eller ikke være en vatnisse, savner underfundigheden fra halvfjerdsernes børnebog såvel som poesien fra firsernes familiefilm. Som i 'Orla' rammes Ole Lund Kirkegaards temperament nogenlunde, men ikke hans timing og tøjlesløshed, og så bliver det sjældent særlig sjovt eller særlig... særligt.

Isoleret set er 'Gummi T' (der ikke må hedde noget med Tarzan længere) vel endnu en acceptabel lille forglemmelighed, og ingen børn, der er små nok, vil føle sig snydt.

Men farmand på sædet ved siden af føler sig efterhånden godt bedraget over manglen på aspirationer og gefühl for arvesølvet. Og da der denne gang ikke er nogen Nikolaj Lie Kaas til at redde æren med sit stemmeskuespil, må dommen blive et nøk ned fra 'Orla Frøsnapper', der da også havde mindre at leve op til.

3D-trilogien fuldendes næste år med 'Otto er et næsehorn', men troen på alle gode gange tre er nu mindre end Ivan Olsens fugleklatter på overarmene.