Olsen Banden på de bonede gulve

Egon for fa'n, nu har de igen taget røven på dig! Olsen-Banden som tegnefilm er en plan lagt af hestehandlere og udført af hundehoveder.

Historien (om at stjæle H.C. Andersens skrive-pen, rende rundt på Christiansborg, og komme på tværs af en våbenhandel med kineserne) forløber som en dårlig undskyldning for sig selv, der slet ikke udnytter animationens potentiale for nytænkning, frækhed og uanede muligheder.

Imens stikker bandens bibeholdte 70'er-anakronismer sært og ukommenteret ud i en nutid, der i sig selv virker underligt uddateret, når Fogh for eksempel stadig er Statsminister.

Desværre er også satiren uden bid og baseret på venstrehåndsfordomme – men stadig sjovere end den bøvede falden-på-halen, den danner par med. Selv genbrugs-gags fra filmserien falder til jorden, eksekveret langt fra den rustikke elegance, der kendetegnede Balling og Bahs' mest inspirerede øjeblikke.

Filmens største fornøjelse er, hvor godt stemmelæggerne rammer Egon (Martin Buch), Kjeld (Esben Pretzmann) og Yvonne (Anette Heick). Benny (Nicolaj Kopernikus) er mere tvivlsom, så hvorfor i alverden har man ikke hevet det eneste overlevende bandemedlem, Morten Grundwald, ind til sin gamle glansrolle? Det ville måske også have tilføjet en lille smule sjæl, mens strømstikket blev pustet fri for støv og sat tilbage i den hjemlige filmhistories sikreste seddelpresse.

Efter sigende er 'Olsen Banden på de bonede gulve' i øvrigt den første danske film i 3D. Men det er vanskeligt at bekræfte, for effekten er så tarveligt smurt på, at lange passager snildt kan ses helt uden brillerne. Det er sådan noget, Egon Olsen ville kalde luset amatørarbejde, og som er ved at tage livet af 3D-trenden igen, allerede inden den har rundet sit første leveår i denne ombæring.