pixel

Ingen panik!

  • Bremen
  • premiere 30. august 2017
  • 3

Fakta

COMEDY SHOW

30. august – 2. september 2017, derefter turne

Bremen

Det bliver bedre med alderen. Men bliver det sjovere? ”Hvis I har humor,” mener de tre charmerende herrer, der er taget på comedy tour i kølvandet på deres ’Klassefesten’-succeser. Så det meste af fjollerierne har rod i de temaer som filmene trak pinligheder ud af, og underligt nok er det seksuelle islæt hverken blevet bedre eller sjovere. Og slet ikke mere afslørende.

Anders W. Berthelsen, Troels Lyby og Nicolaj Kopernikus har før forsøgt at klæde sig af for publikum – for syv år siden med showet ’Tre lede stjerner’ – og det går ikke så forfærdeligt meget bedre denne gang. De charmer sig igennem et meget ujævnt materiale, der ofte virker lidt ufærdigt eller ikke har nok punch. 

Over 25 års venskab har skabt en skøn samfølelse, der sammen med skuespillet er deres force – men det er også skuespillet, der bliver en barriere for om vi føler, at de giver så meget af sig selv, som de proklamerer at ville gøre, når de udbasunerer at de hviler i deres alder og maskulinitet.

For har Anders virkelig højdeskræk, er Nicolaj angst for små rum og lider Troels af paranoia? I hvert fald er det fobierne, angsten og panikken, der holder max i dette show og får de store grineflip frem. Når Anders udsplattet chanter: ”Anders er en lille mus, han skal ha’ et lille knus…” og de andre to beslutter at han skal konfrontere sin højdeskræk, for at blive kureret. Det går naturligvis helt amok med at blande alle fobierne sammen, og denne længere sketch fungerer bedst af alle.

Mixet af rap og mime er også ret sjovt og friskt, særligt Nicolaj får lov at lege med ordene udsprunget af sit efternavn. Den indledende svada om Ikea-møbler til hele livet har fin energi, men Nicolajs positive og Anders’ negative sider af trivialiteterne har kun genkendelige punkter, intet nyt, overraskende eller twistet. Hvilket desværre er et gennemgående problem, som især rammer de indslag, der skulle være frække, men i stedet bliver pinlige. Som Troels’ demonstration af kvindens erogene zoner – på Anders’ krop, en besynderlig call-back-joke om gedeknepperi og den helt umulige ’Ernst og g-punktet’.

Personligt morede jeg mig stort over Troels’ reaktion på ordet død, men den fornøjelse går også død i anden del af showet. Der er simpelthen for meget alders- og dødsangst i en al for lang sketch, og ideen om at gøre det mere seriøst og healeragtigt flader humoren ud. Godt nok har de indledt aftenen med selvhypnose og massetrance i håbet om at få publikum til at slappe af og slippe panik-angst-fobi, men det rykker ingen steder. Så healer humor mere!

Måske derfor forsøger de at afslutte med et humorbrag, men ak, det platter endnu mere ud med en hektisk ’Klassefesten’-potpourri, der kulminerer i en dum sang om Nicos nosser som roden til succes. Her får jeg lyst til at gentage Troels’ dødsreaktion, og igen fundere over deres rollespil i stedet for den ægte, originale vare, vi troede skulle ud af Ikea-skabene.

I stedet sidder man tilbage med et platudtryk, der handler om det nemmeste comedy-trick, sex, som ikke engang kan fungere her. Den underlødige joke jeg grinte mest af, var de indledende causerier over hvorfor de droppede et skilt med showets titel: fordi hvis der røg nogle (forkerte) bogstaver, ville der stå ’ingen p..ik!’ Det er da også ret plat, men sjovt og overraskende! Havde der bare været mere af det!

Mest læste

seneste
scene

Askepot - The Musical
3

Tivolis Koncertsal
Dansedybet
3

Sort/Hvid
tick, tick... Boom
5.04

Malmö Stadsteater
Matador
4.02

Falkonersalen
Lægen
5.04

Folketeatret
4.02

Republique

seneste
film

Jeg er morderen!
5.04

François Ozon
Håndtering af udøde
4.02

Thea Hvistendahl
Dream Scenario
4.02

Kristoffer Borgli
The Night of the 12th
5.04

Dominik Moll
close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling