Iron Man 2

Æv, en typisk toer.

Med Robert Downey Jr. i sarkastisk storform var ’Iron Man’ for præcis to år siden et forfriskende fokuseret skumsprøjt i den tilsyneladende endeløse strøm af superhelte-blockbusters. Takket være drilske Downey som playboy-opfinderen inde i jernmanden er fortsættelsen stadig pålideligt sej og sjov, men hverken rigtig spændende eller rigtig spektakulær.

Efter at have privatiseret verdensfreden og afsløret sit cover i etteren, lader den livsnydende rigmand sig nu storskrydende hylde af folket. Men det er mere end almindeligt helbredstruende at have en reaktor i brystkassen. Militæret og rivaliserende våben-industrialister vil have fingrene i hans højteknologiske panser-dragt. Og både et hemmeligt hold af helte og en farlig russer vil have fingrene i ham – om end på hver deres måde.

Hvis det lyder som lige rigeligt med handlingstråde, er det præcis, hvad det er. Og på samme symptomatiske sequel-vis svømmer ’Iron Man 2’ også over i store profiler i biroller, der ikke er tid til at folde ud. I forvejen var der figurerne udfyldt af Gwyneth Paltrow, instruktøren Jon Favreau selv og Don Cheadle (surmuleren, der desværre har afløst karismatikeren Terence Howard). Nu er der så også Scarlett Johanson, Mickey Rourke, Samuel L. Jackson (der får sin cameo fra originalen kraftigt udvidet) og endelig Sam Rockwell, der superslesk er ene om at få noget mindeværdigt ud af det.

Deciderede heltegerninger er der mærkværdigvis ikke blevet plads til, og action-scenerne er i det hele taget til at overse frem mod finalens rutineprægede robotkrig – når helten selv er en flyvende krigsmaskine, er flyvende krigsmaskiner ikke den mest ophidsende modstand, vel?

Heldigvis er 'Iron Man 2' altså rustbeskyttet med Robert Downey Jr.'s innuendo-spækkede replikker, og hvem kan modstå en superhelt, der drikker sig stiv i dragten og ikke udviser et sekunds ydmyghed.

Så tiden er ikke spildt, den er bare bedre brugt på at gå ind og se ’Kick-Ass’ en gang mere.