pixel

Jeg er Silas

  • Folketeatret
  • premiere 20. oktober 2020
  • 4.02

Jeg er Silas

Fakta

DRAMAKOMEDIE

Folketeatret, Hippodromen, co-produktion med  HilS DiN MOR

20. oktober – 5. november 2020

Der er håndtegn, ungt slang, kone-kjoler, rottehaler, glittershorts, lyserøde træningssæt og pastelfarver ud over det hele. Karikaturerne er skåret uhyre skarpt i 'Jeg er Silas', så skarpt at de går udover pinlig og rammer en ny form for coolness. 

Bikaraktererne, primært spillet af Maria Carmen Lindegaard og René Benjamin Hansen, er superfede, men ligner på ingen måde rigtige unge mennesker eller rigtige familiemedlemmer – og det er en gave. For midt i det farverige pastelhav står Signe-Silas så klart og rent og skinner med sin afdæmpede facon. 

Nok er den unge Mio Lambers ikke trænet skuespiller, og det mærker man da også i samspillet med resten af holdet, men de kan noget andet. Være troværdig, ikke altid i spillet, men i dét, man mærker bag spillet. Signe-Silas er forestillingens hovedkarakter og benævnes i denne tekst sådan, fordi der i løbet af forestillingen skiftes fra det ene køn til det andet – og fra det ene navn til det andet. 

”Det er næsten den samme – bare i creme”, siger en slesk tøjekspedient med pludderskjorte, mens han fremviser den ene kjole efter den anden. Signe-Silas og mor er på shoppetur for at finde Signe-Silas' nye konfirmationskjole. Men der er ikke nogen af dem, der falder i smag. Moren bliver mere og mere frustreret, kun overgået af ekspedienten, der knaldrød i hovedet udbryder: ”Vil du tage dit curlingbarn og smutte ud af min butik?”. Salen kvitterer med høje grin. 

'Jeg er Silas' er virkelig sjov hele vejen igennem, men mister ikke sin alvor af den grund. Signe-Silas er dybt identitetsforvirret. ”Hvad kan du selv li'?” spørger deres nye ven Hedvig (Rikke Westi), og de aner det ikke. Senere hører vi moren helt trist berette fra shoppeturen, at: ”Jeg ville have købt lige det, hun pegede på – hvis hun da bare ville pege”. Suk, hjerte. Sådan nogle replikker fra Julie Maj Jakobsens hånd giver én lyst til at give både mor og barn en kæmpe krammer.

Signe-Silas er et barn, som nogle voksne ville kalde 'vanskelig', måske endda 'forkælet', men vi forstår, at det ikke er det, det handler om. Det er mere som om, de er lavet af dej. Uanset hvor meget verden slår på dem, kan de ikke mærke deres egen form og grænser. Måske er det svært at kende sig selv, før man kender sit køn. 

”Du kan godt li' Wasabi, men du kan ikke li' Barbie” lyder det prøvende fra faren, som næsten bliver kult, og får salen til at grine ved sin blotte intro på scenen. Han er ved at lave sang til konfirmationen, som skal vise sig at ende grueligt galt.

Signe-Silas' forældre er lige dele dumpandede og elskværdige. De hopper pladask i alle fælderne: ”Det går nok over igen”, ”Vi vil bare gerne forstå”, ”Mon vi kunne have gjort noget anderledes?” osv. Men de er fremstillet helt uden fordømmelse og må være skønne at spejle sig i for forældre, der oplever det samme. 

Mange af de fordomme, som man kunne have om piger, der skifter køn, bliver udfordret. For eksempel idéen om, at så ser man sikkert ned på de 'rigtige' piger, der gerne vil gå i kjole og lege med Barbie, viser sig helt forkert. Signe-Silas gør i hvert fald ikke. De ser op til deres storesøster i ekstremt høj grad, men kan bare mærke, at alt dét, der passer til hende, ikke passer til dem. 

Signe-Silas er på ingen måde fremstillet som en papfigur eller som nogle voksnes forestilling om en ung person, der skifter køn. De er fremstillet med finesse og nuancer af den slags, der kun kan bygge på levet erfaring. Herunder sorgen over ikke at kunne være den pige, man er født som, uanset at det ville være så meget nemmere.

Bag forestillingen står Folketeatret U og HilS DiN MOR, som de senere år har fremelsket en stil, hvor de formår hele tiden at vise essensen. Der er intet fyld. Små sekvenser, der bare klippes imellem uden tøven. Klip, klip, klip. Men tempoet er også stille – når det er vigtigt. På den måde bliver der noget filmisk, næsten ’SKAM'sk over fremstillingen. 

Tilsat en masse god høj popmusik, sidder 'Jeg er Silas' lige i skabet for denne anmelder. Og noget siger mig, at ikke bare resten af salen, men hele ungdommen anno 2020 (og dens forældre), vil have det nogenlunde på samme måde. 

Mest læste

kommentarer

seneste
scene

Martyr
4.02

Kunsthal Charlottenborg
My Deer Hunter
5.04

Edison
Caspar Phillipson: Late Night Show
4.02

Posthus Teatret
Lolita for altid
5.04

Teater Republique
Kussesumpen 2
4.02

Aveny-T

seneste
film

Retfærdighedens ryttere
5.04

Anders Thomas Jensen
7 Years of Lukas Graham
4.02

René Sascha Johannsen
Breeder
3

Jens Dahl
Sandheden
4.02

Hirokazu Kore-eda
close logo

Endnu ikke medlem?

For kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling