pixel

Jeg løber

  • Skuespilhuset
  • premiere 17. januar 2020
  • 5.04

Jeg løber

Fakta

DRAMA

Repremiere 17. januar – 8. februar 2020

Skuespilhuset, Mellemgulvet

”Det er sjældent, der er så stille efter en teaterforestilling” lyder det fra en publikummer efter forestillingen. Det er helt rigtigt: Alle er stille, langsomme, nærmest chokerede. 

En far har mistet sit 6-årige barn til kræft. Det er umuligt at sætte sig i hans sted, men ’Jeg løber’ gør forsøget, og vi har intet andet valg end at følge med. Selvom det ikke er rart at være i hans sted, er der ingen vej udenom, som han står der og sveder i sit løbetøj – på en måde alt for kropsligt nærværende. 

Lange løbeture bliver farens (Anders Juul) måde at håndtere smerten over tabet. Vi er med ham fra første løbetur dagen efter datter Ellens død og mere end et år frem i tiden. Og vi får også indblik i tiden op til datterens død og de gode, men uudholdelige, minder fra Pippi-land længe før da. 

Ligesom løbeturene er nødvendige for hovedpersonen, er Line Mørkebys uforlignelige poesi nødvendig for forestillingens fremstilling. Kun igennem de skæve poetiske vendinger kan vi holde ud at følge med, og kun herigemmen forstår vi lige præcis hvor stor kærligheden til Ellen er, og lige præcis hvor ondt tabet gør. 

”Jeg vil aldrig mere stå på mine ben/ det er ikke en flugt, det er en jagt” lyder det, og vi forstår, at farens sorg er en kamp om liv og død. Løbet er det bedste bud på overlevelse, men kun netop nok dertil. ’Jeg løber’ viser os en smerte hinsides det smukke; her er ikke nogen hyggesorg, ingen melankoli med en lille kop the til, kun kamp og krig. 

Scenen er helt bar bortset fra Anders Juul og et løbebånd. Hans krop i bevægelse, rytmen, kroppen, føddernes repetitive slag, sveden og de rødmende knæ – alt det er lige så vigtigt som ordene fra hans mund. Hans krop siger det umulige i et sprog, der går uden om hovedet og direkte i brystkassen.  

Forestillingen cirkler langsomt tættere og tættere på de sværeste dele: De forbandede hårde dage på hospitalet. Den springer mellem nutid og fortid, og hver gang en lille skærm på scenen viser, at vi nu er tilbage til de hårde dage, går der et stille gys gennem salen. Vi vil helst ikke vide mere, helst ikke for tæt på, men her er ingen nåde. 

Bliver det for eksplicit? For tungt? For mig kammer det over, jeg kunne godt have undværet de sidste tyve minutter af forestillingen. Men Anders Juul klarer opgaven med bravur, og selvom hans lettere karikerede stemmeføring skurer lidt i starten, viser også den sig som en nødvendighed: Denne historie kan simpelthen ikke fortælles uden en snert af distance. Der er da også smukke passager undervejs og en form for håbefuld slutning, men det er den sorte alvor, der sidder fast i kroppen. 

’Jeg løber’ formår at udtrykke det, der er så svært, at det faktisk ikke lader sig udtrykke. Og der er ingen anden vej end at tage det ind, fordi det serveres så forbandet intelligent af både dramatiker, skuespiller og resten af folkene bag. 

kommentarer

seneste
scene

seneste
film

Little Women
5.04

Greta Gerwig
QT8: The First Eight
3

Tara Wood
The Peanut Butter Falcon
4.02

Tyler Nilson, Michael Schwartz
Kød & blod
4.02

Jeanette Nordahl