Feberen

Alle vil ses, alle vil røres. Med swing, strip, smæld og smil fyger Barrison-feberen over scenen som det mest naturlige, charmerende og originale musicalshow - helt dansk med internationalt touch - og med en herlig tvetydighed, som var en del af Barrison-søstrenes image.

De fem danske søstre, der i 1890erne blev berømte og berygtede varietéstjerner, får en vidunderlig revival i denne cabaret-hyldest til kvinder. Med inspiration i Hans Henrik Appels prisvindende 2020-roman har tekstforfatter Line Mørkeby fundet frihedsperspektivet i virkelighedens søsterhistorie og tilsat spjæt af moderne takter sammen med komponist Niels Søren Hansen og instruktør Thomas Bendixen. 

De bliver født i den københavnske slum, men familien emigrer til den amerikanske drøm. Snart står pigerne på klubscenen - ganske uskyldige med ensartede blonde krøller, flæsekjoler og altid hat, kyse eller fjer på. De bliver dog hurtigt mere modige under påvirkning af impressario William Fleron, og de skaber en ny og banebrydende kvindevarieté med smålumre udskejelser, der går fra lystige dukkepiger til frække burlesker. Den dobbeltydige stil hitter og den sensationelle succesfeber breder sig hurtigt til Europa.

Et af de mest berømte numre får de store smil frem her, når de viser deres misser frem. En spøjs historie om at "daddy" ikke vil købe hunde, kun katte - og som showfinale løfter de op i skørterne, og afslører en killing foran skridtet. I virkelighedens show en levende killing, men her ren plys. Igen er det tvetydigt.

En endnu mere vild og voldsjov er den ældste søster Lonas hestenummer, der når orgiastiske højder med en ridepisksvingende Fleron - imens kritkeren Waldemar flettes ind med skandale og sagsanlæg. Tillige en herlig afslutning med hvide skørter der falder fjerlet ned over ham og gør ham endnu mere febrilsk i sin tabertilstand.

Morten Brovn er helt fantastisk som Waldemar og de 4-5 andre roller han suser mellem med fremragende følelser og udtryk. Alle er perfekte varieté-karakterer på hver deres flimrende vis og giver sammen med Mads Rømer Brolin-Tanis impressario den mandlige modvægt til de fem unge kvinders rivende seksualitets- og identitetsudvikling.

Impressarioen Fleron er i den grad med til at skabe Barrison-feberen - med grænsesøgende iscenesættelse og provokerende markedsføring, der med hans egne ord "tænder gnister". Men med en vis favorisering og økonomisk kontrol ender det også med at splitte søstrene ad, og lige netop der mangler man lidt detaljer for at forstå søstrenes undergang.

Kvindesamspillet er altafgørende skønt: Andrea Øst Birkkjær/Lona, Cecilie Bogø Bach/Sophie, Amalie Husted Mørup/Gertrud, Fanny Leander Bornedal/Inger og Cecilie Gerberg Nielsen/Olga - med de to sidstnævnte som personlige favoritter. De to parisiske scener med Inger er ovenud vidunderlige, i den første forfører hun, og i den sidste bliver hun forført. Begge fuld af troskyldighed, men som for de andre søstre er lykken ikke så nemt tilgængelig og troværdig, og scenen hvor Olga forsøger at være stærk i at vælge "ganz alone" er fremragende fatal. 

Line Mørkeby er eminent til at lege med sproget, og alt mellem antydninger og udpenslinger smelter sublimt ind i Niels Søren Hansens akkompagnementer. I et mix af oprindelige numre og nye kompositioner swinger det lille liveorkester sammen med de syv skuespillere en helt vidunderlig vibe af cabaret og varieté, så det klinger helt tidløst, og indimellem ganske moderne.

Violin og kontrabas blander sig med trommer, elguitar og andre elektroniske elementer. Tale og sang flyder ofte sammen, og selvom der ikke er mange traditionelle rim så flyder teksten skønt og legende, på dansk og engelsk - også med fængende ’omkvæd’, der opnår reprise. Såsom "vil ses, vil røres", "på den anden side af Atlanten", der får nye omdrejningspunkter, og "will you come.. straight into my arms" der igen spiller på dobbeltheden.

Alt forenes til en særdeles helstøbt forestilling, hvor alle oftest fylder scenen sammen. Palle Steen Christensens stemningstætte scenografi er nostalgisk, broget og småkaotisk. To sidedelte trappekonstruktioner med små reposer - og hvor musikerne ikke swinger, flyder de frivole søstre og deres tøjstativer, utallige kufferter, (sminke)borde, stole, sofa med mere - og efter pausen skiftes bagbeklædningens slidte draperinger ud med et kæmpe spejl, der i smukt, dæmpet lys viser den fascinerende vrangside.

En del af vrangsiden inkluderer diverse slags rus, blandt andet med champagne, gin, vodka og især absinth. Der hentydes flere gange til absinth som en stemning - af dans, humør, styrke, sex - og når hemmeligheder, lidelse og fordærv tilsidst går op i ild og røg, mærker man igen den sanselige feberfølelse i slutbilledet. Så smukt og dekadent samtidigt. 

For ’Feberen’ er en feber der brænder, raser, hærger og lyster. Som konferencieren så rammende siger "Et dansende, sitrende sekund" - som en flygtig trend, der alligevel efterlader noget under huden og i sindet. Forestillingen insisterer på at de blev glemt og at det ikke bør ske med så banebrydende et fænomen, der er så vigtig for kønslig og seksuel udvikling. For alle vil ses, og alle vil røres. 

Og et evigt fakta er at den kvindelige frihedslængsel vil blive ved med at poppe op og konstant forstærkes i sin udvikling - i forskellige afsøgninger, afskygninger - og der vil altid være nogen, der bliver provokeret. En central og aktuel replik er at det er mænd der forarges, og uden dem var der ingen historie. Tvetydigt eller ej? Ihvertfald er denne kvindecabaret så topcharmerende og originalt udført at man kun kan håbe ’Feberen’ breder sig - også til udlandet.