John Carter

John Carter er for rumhelte, hvad Tarzan er for junglehelte.

Men den uhyrligt længe ventede filmatisering af hans eventyr på Mars (undskyld, Barsoom) ville blot være en let bedaget slags 'Avatar møder Conan i ørkenen', hvis ikke det var fordi, den også var så konsekvent underholdende.

Det er Disney, der efter 80 års barsel kan præsentere Edgar Rice Burroughs 100 år gamle rumfarer på lærredet, så det er naturligvis flot, farverigt og familievenligt det hele. Spektakulær sværd og sandal-scifi, der måske mangler det ekstra gear fra firmaets 'Pirates'-trilogi, men heller ikke går i tomgang som deres 'Prince of Persia'.

I årene efter Den Amerikanske Borgerkrig er John Carter en krigstræt sydstatsveteran, der egentlig bare vil grave guld i fred, men teleporteres til Mars (eller, Barsoom) af en uopmærksom udenjordisk. Deroppe ligner det hele Det Vilde Vesten han kom fra, bortset fra at tyngdekræften er helt skør og giver jordboere superkræfter. Og så er de vilde 3 meter høje, grønne og med fire arme (men lige så ædle, som hvis de for eksempel havde været 3 meter høje, blå og med hale).

Der er også menneskeracer på den tørre planet, men de ligger i en indbyrdes tusindårskrig og bliver manipuleret godt og grundigt af den samme mystiske tredjepart, som kom til invitere John Carter med til festen. Og således må vor modvillige, men nu supermands-frøhoppende helt klare ærterne på en farefuld færd med følgeskab af en udstødt firearmet indianer, en overlydshurtig monster-vovse og en vaskeægte prinsesse af Mars (altså, Barsoom).

'John Carter's episke action, intriger og romantik under fremmede måner giver på skift mindelser om mange ting, også 'Star Wars', 'Dune' og 'Stargate' – og det er der ikke noget at sige til, for de står alle i bundløs gæld til Burroughs historier om Barsoom. Men den originale Folkeeventyr-på-andre-planeter-mytologi vokser sig i denne film aldrig nær så fascinerende som flere af dem, den har inspireret, og som straks fik os til at skrige på mere, mere.

Tværtimod bliver universet lidt anstrengt med sin rodede Jules Verne-teknologi og de fjollede gladiator-kostumer, der har praktiske farve-markeringer, så vi kan kende forskel i fægtekampene. For ja, på Barsoom (Mars, ik!) slåsses mest med sværd, selvom luftskibene kan flyve på lyset (også når det er mørkt).

Instruktør Andrew Stanton ('Wall-E', 'Find Nemo') er den anden Pixar-troldmand indenfor få måneder, der springer fra tegnefilm til rigtig film. Men mens personinstruktionen var en af styrkerne i Brad Birds 'Mission: Impossible 4', kommer Stanton ikke langt med sit stjerneløse cast. Taylor Kitsch (jamen, det hedder han!) bringer ingen afgørende karisma til sin John Carter, og Lynn Collins er nok en feisty krigerprinsesse, men leverer replikker med munden fuld af ørkenplanetsand.

Derfor er deres romance heller ikke videre gribende. Heldigvis afbøder veldoceret humor (som førnævnte rumkøter-sidekick) meget af stivstikkeriet, og så lykkes det faktisk med enkle (flashback-)greb at gøre John Carter-figuren af (noget der til forveksling ligner) kød og blod mod slutningen.

En slutning, som hverken taber tempoet eller skruer det så højt op, at det i stedet er tråden, der tabes. En prisværdig sjældenhed i sig selv, disse dage.