pixel

The Kindness of Strangers

  • Lone Scherfig
  • premiere 18. juni 2020
  • 4.02

The Kindness of Strangers

Fakta
DRAMA

Premiere 18. juni 2020

New York er umiddelbart ikke den by man forbinder med næstekærlighed og venlighed fra fremmede. Men Lone Scherfig er – som altid – fuld af godhed og medfølelse, når hun skaber et multikulturelt ensembledrama, der insisterer på gode gerninger, som smitter. Og lidt magisk realisme oveni.

For den amerikanske metropol, hvor status og ambitioner regerer, er både magisk og tilgængelig i sine mange kulturelle afarter, men også rå realisme og kølig afstand. Et grænseland, hvor lykke og ulykke danser linen ud og kan tippe på få takter. ’The Kindness of Strangers’ viser det i et lettere romantisk skær af de utallige muligheder i New York.

Det er primært Claras (Zoe Kazan) historie: Flugten fra en voldelig mand (Esben Smed) og kampen for et nyt liv med de to sønner. Men det er sygeplejersken Alice (Andrea Riseborough), der samler alt og alle med sin overvældende barmhjertighed. Hendes engagement i støttegruppe, suppekøkken og selvopofrelse forbinder Clara med ufatteligt uheldige Jeff (Caleb Landry Jones), eks-fangen/kokken Marc (Tahar Rahim), hans advokat/ven (Jay Baruchel) og ejeren (Bill Nighy) af den russiske restaurant, der tilfældigvis bliver samlingsstedet. 

Scherfig er en ferm personinstruktør og ensemblet sprudler af rørende autenticitet, særligt Kazan og Riseborough, samt sprøde særheder hos Nighy og Jones. Desværre er Esben Smed fejlcastet, det farlige og onde får slet ikke plads i hans udtryk og en del udbrud virker irrationelle. Og resten af det danske islæt – Nicolaj Kopernikus, David Dencik og især Martin Buch – udfylder ganske overflødige roller.

Som Alice siger i støttegruppen: ”I er tavse, og tager plads fra andre.” Også ”Hvad giver jer ret til at være ubehagelige overfor andre?” er en central replik i et samfund af egoisme og statusjagt. For vi kan alle komme i en situation, hvor vi får brug for andre, brug for næstekærlighed og venlighed fra fremmede.

Budskabet er naturligvis titlen, som rummer en vis kliche – af den slags der er magisk realistisk. Som trend-replikken, leveret af Alice: ”Jeg er ingens numero uno.” Leger man med den tanke, så er hun jo – i kraft af sin utrættelige medfølelse – ofte den allerstørste og -første hjælp for mange hver dag. For kærlighed er ikke kun tosomhed, familie er ikke kun dna, og fremmede er ikke kun outsidere.

Den magiske realisme er ikke helt gennemført, særligt eventyrelementerne kunne sagtens få mere evidens. Såsom den russiske restaurant, der i bedste eventyrstil hedder The Winter Palace. Iskrystallerne, der lokker. Hofnarren man kun kan elske. Der er hjertevarme en masse, og man fornemmer hurtigt – igen med henblik på titlen – at Scherfig vil forløsningen og forhåbningen for de kærlige skæbner her. Og så virker det muligvis for nemt og lykkeligt, men det fortjener de. 

Mest læste

kommentarer

seneste
film

Druk
5.04

Thomas Vinterberg
Antebellum
4.02

Gerard Bush, Christopher Renz
The King of Staten Island
5.04

Judd Apatow
La Belle Époque
4.02

Nicolas Bedos
Tenet
5.04

Christopher Nolan

seneste
scene

En historie om vold
5.04

Aveny-T
Mens vi venter på Godot
5.04

Teatret ved Sorte Hest
Come Fly Away
6

Det Kongelige Teater