La Bohème

Vinterkærlighed af største karat. Boheme-darlingerne Mimi og Rodolfo håber i deres farvelduet at vinteren varer evigt. Det gør den på Opera Hedeland i år – og samtidig gløder den varmeste og mest rørende følelsespoesi.

Scenen er fyldt med ægte sne, over 1250 tons, skabt af finske SnowTek – og det er en rigtig sej gimmick. For når stemningen domineres af sneen og lader kulden flyde ud mod publikum, så kryber længslen efter varme og kærlighed ind og mærkes ekstra stærkt i kroppen. 

Puccinis ’La Bohème’ har altid spillet på modsætningerne, og der males med store penselstrøg i både kunstner- og kærlighedslivet. Drømme og virkelighed, spas og alvor, lykke og ulykke får ligevægt i denne klassiske, enkle kærlighedshistorie, hvor det at leve for kunsten og kærligheden ulmer tragedie fra start. 

I musik, libretto og karakterer er der ikke meget nyt i svenske Lars Rudolfssons version af bohemelivet: Rodolfo (Adam Frandsen) ofrer sin poesi for at få ild i brændeovnen, men liver op da Mimi (Hamida Kristoffersen) kommer for at få varme i sine evigt kolde hænder. Maleren Marcello udfordres max af luksusdivaen Musetta (svenske Elisabeth Meyer), og de slår gnister selv når de tumler rundt i sneen. Vennerne Colline (svenske Andreas Franzén) og Schaunard (Jakob Vad) er lidt anonyme, men altid klar med opbakning.

Dramatisk bliver det meget stillestående, når scenografien insisterer på ganske få rekvisitter, og koreografien er minimal. Metaforisk er de frosset fast i den udsigtsløse tilværelse, men de har da ikke mistet håbet og kreativiteten helt, så der burde være mere liv i pjalterne. Som i herrernes genforeningsscene med dansehop og fægtespas – og til dels Cafe Momus-scenen med en livlig tjenerstab. Derimod er den store afskedsscene interessant afviklet, trods et meget afdæmpet og næsten afpillet modus føles den slet ikke så lang som andre versioner. Absolut hjertegribende og tårevædende. 

Men ofte går den intime sanselighed lidt tabt når isbilledet fylder så meget. Heldigvis er sang og tekst fremhævet, og man hører tydeligt de vidunderlige italienske strofer, der kan gøre de fleste kærlighedssyge. Af drømme, begær og erotik.

Den norske sopran Hamida Kristoffersen er en vidunderlig Mimi med aldeles bedårende, rørende og varm stemmepragt, der går i skøn harmoni med Adam Frandsens forførende blide tenorklang. Som vanligt i ’La Bohème’ er det duetter, terzetter og kvartetter, der er mest forrygende – særligt 3.akts farvelscene, der skifter mellem solo, duet og kvartet. 

Sneboldene flyver, isen knitrer og luften er kold, men de flotte sangpræstationer slår gnister af store, varme følelser, der igen bekræfter at ’La Bohème’ er bohemekærlighedens største og mest rørende tragedie.