Lang dags rejse mod nat

  • Skuespilhuset
  • premiere 7. april 2017
  • 5.04

Fakta

DRAMA

7. april - 3. juni 2017

Skuespilhuset, Store Scene

Viklet ind i hinanden – som én organisme, hvis krop og sind aldrig helt kan adskilles. Det er kernefamiliens grundlag for lykke – og ulykke, som Eugene O’Neills selvbiografiske mesterstykke viser i al sin ubarmhjertighed. 

Afhængighed og misbrug er familien Tyrones ufærd – individuelt og indbyrdes. Hvornår og hvem, der startede, er en del af det snørklede, som de alle bliver ved at bidrage til. Et utal af livsløgne står i kø for at blive til bebrejdelser, der toppes med barske sandheder, som de ellers kæmper for at undvige. Et symbiotisk vovespil af farens nærighed, morens morfinrus og storebror Jamies spruttrang tilspidses med lillebror Edmunds sygdom – og måske er det for sent?

Hvor meget de end hver især forsøger at trække de individuelle eksistensstrå – bliver det også dem, der konstant vikler familien sammen igen. De destruktive familiemønstre, som mor, far og børn har vænnet sig til er kernen i deres familieliv, er ydermere deres største afhængighed og misbrug. Kærlighed og nærhed synes at gøre mere ondt end godt her, hvor dysfunktionen får en næsten rituel kraft.

Det rituelle forstærkes af Christian Albrechtsens enkle scenografi, der får liv af Ulrik Gads stemningstætte lysdesign og Natascha Thiara Rydvalds bagprojektioner af nærgående familiebilleder, som effektfuldt viser sammenfiltringen i slowmotion. Hele det visuelle set up er simpelthen så dragende smukt at man indimellem synes det blokerer for den smertefulde tekstudfoldelse. 

Men det giver også en spændende, lettere abstrakt kontrast til den naturalistiske dialog, der har gjort ’Lang dags rejse mod nat’ til en af de massive og eviggyldige amerikanske teaterklassikere om familieopgør. Dog er den oprindelige tekst over fire timer lang, og det ville denne enstonede scenografi ikke kunne bære. Så skuespilchef Morten Kirkskov, der instruerer for første gang i Skuespilhuset, har klogt nok skåret ned til det halve. Der er muligvis strøget et par sproglige finesser her og der, men det syder stadig af jordnær nerve.

Kirkskov har også pillet lidt ved karaktererne, og givet skuespillerne mere tvetydighed at arbejde med. Mest signifikativt for Henning Jensen, der gør faren mere afdæmpet og sympatisk, men dermed også hiver noget tyngde ud af den gemene gnier. Jensen er eminent, men personligt fortrækker jeg mere vrede i netop den rolle. Til gengæld er Peter Plaugborg perfekt som storebroren, han udnytter fuldt ud spændvidden mellem sin kraftfulde vitalitet og hudløse følsomhed, særligt i de afsluttende fulde-indrømmelser overfor Edmund (Simon Bennebjerg).

Gennem den mandsdominerede whisky- og skejserhørm, træder moren stærkt frem i Karen-Lise Mynsters sjælfulde skikkelse. Man fornemmer at hendes flugt ind i morfinen er blevet et bevidst valg for at undslippe den traumatiske hverdag og bevare drømmene, der engang gav livet mening. 

Morens replik om at ingen af dem kan glemme, men til gengæld kan tilgive, må være essensen i den lange, knudrede dagsrejse. For hvordan skal vi ellers tro på at de vågner efter natten? Denne smukke og kærlige iscenesættelse ender i endnu en sammensmeltning, og spørgsmålet er om vi – og de – virkelig kan tro på, at de vil kunne finde hinanden, eller om det er endnu en livsløgn udstillet i deres evigt kringlede familieforhold.

Mest læste

Li’ KBH

kommentarer

seneste
scene

4.02

CPH Stage
4.02

CPH Stage
3

CPH Stage
5.04

CPH Stage

seneste
film

5.04

Hirokazu Koreeda
5.04

Paolo Virzi
5.04

Lone Scherfig
4.02

Grand Teatret
close logo

Magasinet KBH udkommer kun i kraft af sine støttemedlemmer

Støt fra kun 20 kr. / md. og følg designet af København — også i fremtiden