Timerne (The Hours)

Timerne på en dag, en enkelt dag. Som en meditation over hvordan timerne går - uden man egentlig tænker over hvad man virkelig allerhelst ville bruge timerne på. Selvom de siger "mulighederne er uendelige", så føles det som om timerne, dagene gentager sig. Som om de er låst fast i uendelige vaner, mønstre - læst, lært,erfaret og imiteret gennem flere årtier.

Repetition, association og parallelisering er essentielle temaer i amerikanske Michael Cunninghams roman fra 1998, hvor han kanaliserer Virginia Woolfs klassiker ’Mrs. Dalloway’. Tre forskellige kvinder i tre forskellige årtier, der alle stræber efter det perfekte, det ultimative. At skrive en bog, at bage kage til sin mands fødselsdag, at arrangere privat fest for en døende ven. Alt og alle er forbundne, men timerne rinder ud.

’The Hours’ blev i 2002 til en Oscar-nomineret film, som især huskes for de intense præstationer af Meryl Streep, Julianne Moore og Nicole Kidman (der vandt Oscar). Og når henholdsvis Sofie Gråbøl, Josephine Park og Karen-Lise Mynster folder sig ud i disse skønne kvinderoller er man også fornemt underholdt, trods en lidt monoton og distanceret stil. I skiftende, centrale roller er Olaf Johannessen også fremragende, og på sidelinjen leverer Mads Rømer Brolin-Tani og Marie Bach Hansen både småroller og musikalske temaer.

Den velkendte Woolfske stream-of-consciousness, som Cunningham også har adapteret, er dog nemmere at overføre til film end til teater. Den norske instruktør Eline Arbo har valgt at placere alle karakterer på scenen samtidigt og således flette dem ind i hinandens tanker, mønstre, valg og liv. Men efter en ganske elegant opstart føles det midtvejs lidt rodet og mod slutningen nærmest irriterende i den evige gentagelse. Ord der afvikles, ligesom kager kastes i gulvet... og blomster, ja, de visner jo af sig selv.

Denne opsætning er hentet fra hollandske ITA, hvor den havde premiere i 2021, og Arbo har videreført et ekstra metalag, som skaber mere forvirring end dybde. Pointen er at forfatteren Michael Cunningham har skrevet denne historie for at forstå disse tre kvinder ved sammenfletning af nogle ens temaer i deres liv. Men at sætte fortælleren fysisk ind i forestillingen er simpelthen overtolkning og dobbelt forvirring, især fordi Cunningham allerede særdeles vellykket har lagt sit alter ego ind i Richard-karakteren, der også er forfatter. 

Tiden flyder ud mellem 1923, 1949 og 1998 med Pascal Leboucqs konstant roligt roterende scene, men fornemmelsen af stilstand gør timerne langstrakte. Også understøttet af det visuelle udtryk af støvede naturfarver - kun brudt af de blomsterbuketter der bruges ret lang tid på at arrangere i vaser og placere rundt omkring på scenen. Kun i sidste fjerdedel ændres udtrykket, når mørket, kulden og skyggerne overtager. Et tungsind, som har ulmet i Thijs van Vuures musik, der med tekster som "I see darkness in you.." giver modspil til det litterære og skaber resonans til nutiden.

’Timerne’ er en tidløs forestilling, og skuespilpræstationerne gør det hele værd at dykke ned i. Allermest rør de mere kontroversielle fællestræk som selvmord og homoseksualitet, men meget er så stiliseret og kontrolleret at man aldrig rigtig bliver revet med af de følelser, der rumler under overfladen. Teksten er mere tæmmet end følt, og der er en tendens til enten at intellektualisere eller flygte fra det nære. Men målet er nået: Man overvejer hvordan man vil bruge sine timer, den næste dag. Som min ledsager siger: "Jeg får lyst til at gense ’The Hours’, filmen."