The Legend of Tarzan

Åh, det evige dilemma! Civilisation eller jungle? Tre eller fire stjerner? Slåskamp eller afternoon tea? Man må vælge! Sådan er tilværelsen, uanset om man er i det dybeste Afrika blandt ædle vilde eller blandt de brutale vilddyr i jakkesæt på bonede gulve i London.

John Clayton, den tredje jarl af Greystoke (Alexander Skarsgård), tøver efter ti år i grå og tilsodede London med at tage imod en invitation fra den belgiske Kong Leopold om at tage tilbage til Congo. Hans elskede hustru Jane (Margot Robbie) og en amerikansk ekssoldat (Samuel L. Jackson) får ham overtalt. Men i Afrika venter nye og gamle fjender, og han må vælge. Er han adelsmand... eller Tarzan?

Altså, som om vi var i tvivl. Han er naturligvis junglens gentleman, den hvide abe, Afrikas mest berømte søn! Det er meningen, han skal slås! Selv hvis manden selv ville bryde fri af sin stereotypi, så skal omgivelserne nok minde ham om den.

I denne glimrende, men overlæssede film, bliver Tarzans univers opdateret på det vildeste. Den får ikke for lidt med CGI, og det er en skam. Det vrimler med dyr, overdådige landskaber og Alexanders nye, hårdt tilkæmpende overkrop. Kameraføringen er svimlende, farverne forrygende flotte, der er poetisk pondus. Men også for meget farvelade, vaselinelinse og effektjageri, selvom det er så smukt, at man nærmest kan dufte de fugtige lianer, rovdyrene og mærke regnen i urskoven.

Plottet har fået plantet en følsom rod i det historiske, og moderniseringen er ikke (alt for) påklistret. Jane fryder sig over at slippe korsettet, men er stadig sin mands hustru, afhængig af at Tarzan redder hende. Som hvid mand er det også hans ansvar at frelse både de vilde dyr og de oprindelige congolesere.

Skuespillet er fint (også dyrenes, bevares!), og holdet skaber nærvær på trods af green screen. Skarsgård skuler ømt, svinger sig i lianer, svømmer forelsket hen i Janes øjne, men har ikke mange replikker at gøre godt med. Han er nok også udmattet oven på al den træning. Margot Robbie giver Jane dybde, og minder i glimt om Milla Jovovich i 'Det Femte Element'. Christoph Waltz (Leon Rom, den belgiske konges gesandt, en ægte historisk figur) får skruet maksimalt op for skurkagtigheden, og dygtige, danske Caspar Crump gør en glimrende figur som håndlanger. De fleste andre er primært rekvisitter til Tarzans eksistentielt plagede Messias. Åbenbart var det vigtigere, at kunstige dyr fik scener end at skabe flere og bedre sorte roller. 

Store tre stjerner til en rigtig lørdagsfilm af den gamle skole. Den er god, men især for meget af det gode.