Lyset i havet

”Man er stadig mor eller far, selvom man ikke har et barn mere.” De tragiske præmisser her afspejler flere karakterer og situationer, som smerter allermest i familielivet. Alligevel flakker ’Lyset i havet’ usikkert i følelsernes farvand.

Både fordi den centrale gerning er anfægtelig, og fordi filmen er så pernitten med at forsvare sin hovedperson og hendes irrationelle valg. Isabel er fra start ret målrettet, og i skikkelse af de fleste andre end Alicia Vikander ville hun nok virke ganske egoistisk og beregnende. Det er god casting, ligesom valget af Michael Fassbender som hendes fyrmestermand Tom, den store beskytter og renfærdig til ulidelighed. 

Efter to voldsomme aborter er deres følelser flænset, og alt for modtagelige for den baby, der skyller op på strandbredden i favnen på sin døde far. Den skæbnesvangre beslutning om at beholde barnet giver nogle lykkelige år isoleret på øen. Men så snart de møder nærbefolkningen, ramler samvittigheden for Tom, og inden længe går sammenhængen op for barnets biologiske mor Hannah (Rachel Weisz) og velhavende morfar (Bryan Brown). 

Derfra spinner en del twists sig i mere og mere absurde afskygninger og perforerer den troværdighed, der i forvejen er temmelig udfordret. Særligt et offer Hannah tilbyder Isabel, som så også handler stik imod tidligere så intense overbevisninger. Så bliver dilemmaet pludselig et andet, mere sentimentalt end moralsk. Og lidt den nemme vej ud af babyballaden. 

Primært er historiens alibi at den foregår lige efter Første Verdenskrig, hvor alverden lapper sine traumer og basale behov er en del af hverdagens håb. Dernæst er der en overdådig romantisering og smukhed, der muligvis stammer fra romanen af M.L. Stedman. Det er i hvert fald ikke instruktør Derek Cianfrances vanlige stil, den er mere rå og farvemættet, og ikke mindst mere nærværende.

Det er rigtig fine og hjerteskærende emner, der sættes lys på her, og Cianfrance skaber en god balance med sympati for alle sine karakterer. Men den grundlæggende følelse er bare for stærk: Man kan ikke tage andres børn! Konklusionen er sådanset fint tænkt, men bliver alligevel for pæn og distanceret.