pixel

Manifest 2083

  • Caféteatret
  • 3

Fakta

MONOLOG
15. oktober - 14. november
og 5.-23. januar 2013

Caféteatret, Kælderscenen

Foto: Søren Solkær Starbird

Jeg fejrer sceneredaktionens ét års fødselsdag i kælderen hos Caféteatret med nogle af de mest dystre tanker i nyere tid. Mediestormen har raset siden Christian Lollike og Olaf Højgaard kastede deres kærlighed på Anders Behring Breivik og besluttede at træde ind i hans højreradikale, paranoide, følelsesforladte sind.

Idéen er god og vigtig. Teatret er ej blot til lyst og for at ændre, må man prøve at forstå.

Olaf Højgaard er sig selv. Han læser hademails op, fortæller om forsøg med steroider, japansk meditation, styrketræning, isolation, computerspil, højreradikale sammenslutninger. Han iscenesætter sig selv som Breivik, mens han beslutsomt og stædigt fremstiller sin enorme gødningsbombe.

Manifestet bliver ridset op, og vi sidder som til et foredrag, mens han energisk og præcist rabler sig igennem forbudte og forkerte betragtninger. Langsomt forvandler skuespilleren sig til den verdenskendte terrorist, og vi gyser ved ligheden når han, iklædt samme general-prætentiøse uniform og med papir i kindhulerne og tegnet skægkrans, vender sig mod os.

Scenerne får publikum til at gyse. Et fjernt brag som lyden af en eksplosion langt væk får os til at hoppe i sædet, vi er midt i en virkelighed. Men gyset, som fungerer som et par skridt ind i den menneskelige ondskab skal helst efterfølges af noget større.

Hvad retfærdiggør dette eksperiment? Hvad kan man fortælle om et samfund, der fostrer så hadefulde tanker? Hvad er det i mennesket, der gør det i stand til at udvise en sådan ligegyldighed overfor sine medborgere? Gennem uhyggelige, intense scener får vi lov at sidde på skulderen af denne mand. Hans handlinger bliver gengivet, men vi får ingen svar.

Da vi, til samme musik som Breivik oprindelig hørte, træder op på Utøyas klippegrund (via en videoprojektion på bagscenen), træder vi ind i flere hundrede menneskers sorteste sorg, og rædselskabinettet bliver ubærligt.

Iklædt uniform og gevær gengiver Olaf Højgaard en virkelighed, der ikke burde gengives. En historie, der allerede har udspillet sig én gang for meget. Jeg må holde mig for øjnene og skjule mig for en så absurd og voldsom død, der for de mange efterladte er en intim og privat ting.

Da Breivik vender sig mod mig og lyset går ud, kan jeg ikke klappe, men kun stirre ned i gulvet. Jeg kan ikke komme hurtigt nok ud af kælderen og har ondt i brystet hele vejen hjem.

'Manifest 2083' er noget af det mest væmmelige, jeg længe har set. Jeg føler mig krænket og del i et overgreb, men ikke forløst eller oplyst. Trods et yderst ambitiøst projekt, opnår Caféteatret ikke at overgive sig til ondskaben, men holder den enten udstrakt fra kroppen eller gengiver den hjerteløst.

Min aften var bestemt ikke spildt, men da jeg næste morgen vågner med en følelse af gru og en lille smule skam i kroppen, tænker jeg, at der er bedre måder at fejre sceneredaktionens ét års fødselsdag på.

Mest læste

seneste
scene

Hammer
4.02

Operaen
Maria
4.02

CPH Stage
Aquasonic
5.04

CPH Stage
Peeping Tom-Triptych
6

Østre Gasværk
The World of John Neumeier
6

Tivolis Koncertsal

seneste
film

Cinema Made in Italy 2024
4.02

Grand Teatret
Wicked Little Letters
3

Thea Sharrock
Challengers
4.02

Luca Guadagnino
Civil War
4.02

Alex Garland
close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling