Marty Supreme

Tempoet er hæsblæsende i Josh Safdies uforudsigelige og vilde fortælling om en ung, ambitiøs og hurtigsnakkende hustler, som aldrig helt synes at han er der hvor han hører hjemme - som verdens bedste bordtennisspiller.

New York, 1952. Marty Mauser (Timothée Chalamet) arbejder i sin onkels skotøjsforretning for at skrabe penge sammen til en flybillet til London, hvor han skal deltage i en prestigefyldt bordtennisturnering, som han er overbevist om at han vil vinde. Imellem salgstaler for kunderne, når han en quickie med barndomsveninden Rachel (overbevisende spillet af Odessa A’zion) i baglokalet. Hun er gift med hidsigproppen Ira (Emory Cohen), men er tydeligvis forelsket i den fængslende Marty, selvom han ikke helt virker som den trofaste type.

Efter et par uforudsete forhindringer lykkedes det Marty at smutte af sted til London, hvor han lever langt over evne på et dyrt hotel. Her møder han den tidligere Hollywoodstjerne Kay (Gwyneth Paltrow), som nu lever ude af rampelyset i et ægteskab med en barsk forretningsmand ved navn Milton Rockwell (Kevin O’Leary). Marty har med det samme øje for Kay og snakker sig ind hendes liv og seng - og forsøger endda senere at lave en forretningsaftale med hendes mand. 

Da Marty taber mesterskabet til en (af ham) undervurderet japaner og må vende tilbage til New York, begynder problemerne at hobe sig op. Ikke alene har han gæld, hans ego har fået sig et hak, Rachel er gravid med hans barn og det internationale bordtennisforund har givet ham en kæmpe bøde, som skal betales før han kan deltage i verdensmesterskabet - en turnering han er opsat på at spille med i for at vise sit værd, koste hvad det vil. 

Gennem ni måneder afbildes Martys halsbrækkende eventyr som blandt andet tæller en farlig gangster (spillet af kultinstruktøren Abel Ferrara) der kommer i klemme under et badekar, Chalamets bare baller i en korporlig afstraffelse og det øjeblik der endelig kan lukke munden på Marty.

Til trods for at handlingen udspilles i 1950’erne, er filmens lydside sprængfyldt med 80'er-klassikere fra blandt andet Alphaville, New Order, Peter Gabriel og Tears For Fears. Og det er ikke den eneste beslutning Josh Safdie overrasker med. Han omgiver sin hovedrolleindehaver med hvad man næsten fristes til at kalde et kendiscast, der udover Gwyneth Paltrow og Abel Ferrara også tæller manuskriptforfatter David Mamet, rapper Tyler, the Creator og New York-ikonerne Sandra Bernhard og ikke mindst Fran Drescher som Martys ustabile mor. Selv modeskaberen Isaac Mizrahi dukker op i en 20 sekunders rolle.

Stjernen (og en af filmens producere) over dem alle er naturligvis Timothée Chalamet, som er forrygende (og allerede prisbelønnet) som den møgirriterende, men samtidig fascinerende Marty, som tror han er den bedste i verden og slet ikke vil lade tanken om, at han måske ikke er det, ind i sit hoved. Til rollen som Bob Dylan i ‘Complete Unknown’ brugte Chalamet et år på at lære at synge som ikonet. Til denne film har han været i skarp træning til at mestre et bordtennisbat og hans hårde arbejde har givet pote og vises i lange takes af imponerende kampdueller.

‘Marty Supreme’ er løst inspireret af den amerikanske bordtennismester Marty Reisman, som ikke kun havde flair for bordtennis men også talent som hustler og showman. Filmen føles indimellem ude af kontrol og overdrevet, hvilket forstærkes af et utal af små detaljer - nogle ganske skarpe men andre unødvendige i en i forvejen lidt for lang film. Det giver ikke publikum meget plads til at trække vejret i løbet af de to timer og 30 minutter den buldrer af sted med både handling og et lyddesign af stemmer og lyde i konstant kamp med hinanden - det er faktisk lidt stressende.