Men in Black 3

Det kørte allerede ret meget på autopilot i II'eren, og det gør det så sandelig også ti år senere i tredje omgang med mændene i sort. Dem, der sørger for, at Jordens hemmelige immigrantbefolkning af aliens holder sig i skindet og på måtten.

Men denne gang er det autopilot som i en gennemført, luksuriøs amerikanerflyder, hvor hver køretur i sig selv er en sand fornøjelse, selvom der altid sker stort set det samme, de samme steder. Ikke mindst i den drilske pingpong mellem chaufførerne, scifi-komediegenrens sandsynligvis største makkerpar, Agent J og Agent K.

Er man en sucker for sammenstødet mellem det sprælske gummifjæs på Will Smith og det knastørre stoneface på Tommy Lee Jones, er smilet konstant på ens eget ansigt. Overraskende også, når Josh Brolin gennem halvdelen af løjerne spiller Tommy Lee Jones som yngre, fordi hans partner må tidsrejse tilbage til ham i 1969, for at redde nutiden. Unge K og Gamle K smelter fabelagtigt sammen.

Så vi får et stykke mere af vores yndlings alien-agenter. Vi får horder af nye rumvæsener, gadgets og referencer med sædvanlig, detaljerig hittepåsomhed. Vi får slået nogle medrivende krøller på tidsdilemmaer, mulige fremtider og mirakler. Vi får nogenlunde frisk action og flotte effekter, og vi får noget så yderst sjældent som en 3D-brille, der bidrager med mere end den forstyrrer.

Så jo, vi kunne sagtens have levet uden 'Men in Black 3'. Men når det nu skal være, kan vi dårligt bede om meget mere.