pixel

Misery

  • Teater Republique
  • premiere 13. september 2018
  • 4.02

Fakta

THRILLER

13. september – 24. oktober 2018

Republique, Revolver-scenen

”Jeg er din største fan!” Replikken får det stadig til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Og selvom andre har sagt det i dramatiske og/eller foruroligende sammenhænge, så tilhører den ultimative skræklevering Kathy Bates’ Oscar-vindende præstation som Annie Wilkes i 1990-filmatiseringen af Stephen Kings ’Misery’. En vanvittig tour-de-force af frelsende fan og morderisk muse.

Replikken falder ret prompte efter sygeplejersken Annie har reddet forfatteren Paul Sheldon ud af hans sne-crashede bil, lappet hans brækkede ben, proppet ham med piller og låst ham inde i et værelse i hendes afsidesliggende hus. Det kan kun gå grueligt galt – det sker da Annie læser den nye bog i Sheldons ’Misery’-serie og hendes heltindes skæbne bestemt ikke behager hende – i horrorhøjder af psykisk vanvid og fysisk vold.

Det intense kammerspil mellem de to karakterer er klassisk mundgodt til teaterscenen, men det kræver at man kan skabe det rigtige thriller-mode. For gys er måske det sværeste at opnå på livescenen, hvor overraskelser, chok og effekter tit kan anes på forhånd. Instruktør Sargun Oshana har solidt fat i suspense-begrebet på ganske fin Hitchcock-maner, men trækker i langdrag både tekstligt og korporligt. Især 1.akt er for lang, og pausen gør heller ikke noget habilt for spændingen.

Desuden er ’Misery’ en ret simpel historie, og lidt forudsigelig, særligt for gyserfans. Så da den store signaturscene kommer, skuffer den faktisk lidt. Der er simpelthen for meget forberedelse med møbelrokering og personpositionering til at det bliver rigtig uhyggeligt. Så rykker det mere i nakkehårene med en lommelygte i mørket og enkelte rumlelyde i sherifscenen mod slutningen.

Alt i alt er lys- og skyggeeffekter suveræne, og i fremragende samspil med lyde og musikvalg, der primært runger forlorent med Liberace-sange som ’Sincerely Yours’ og Michel Polnareffs patetiske ’Love Me Please’.  Det giver også en gammeldags stemning, som Benjamin la Cours scenografi understreger, eksempelvis i de afpillede vægge med falmet grønblomstret tapet. Som helhed stemningsfuld, men i den langtrukne stil også for statisk, for kedelig.

Som skønlitterær forfatter er Sheldon (Mads M. Nielsen) vant til at skabe og leve sig ind i alternative realiteter, og han forsøger selvfølgelig at manipulere Annie. Men hun har magten og bliver en særlig djævelsk muse. Lise Baastrup er udmærket som Annie, men uden lys- og lydeffekter virker hun ikke farlig eller vanvittig nok. Vel egentlig illustreret i den scene hvor hun forsøger at rive sin mund i horror-mode.

’Misery’ er en af de mest rationelle og realistiske King-romaner, og således også denne teaterversion. Eller er der alligevel små hints af moderne tråde? For hvorfor splatter Annie ud i vampyrlignende positurer og blod om munden efter hendes større voldsbedrifter? Og er det derfor slutningen har en påklistret genopståen? Eller er det Sheldons drøm? Eller hans evige traume? Eller måske er rollerne bare byttet om? Det kan jo være svært at finde en god muse, ik? Selvom hun er fanatisk og morderisk. For hvad gør man ikke for kunsten og kreativiteten? Måske ser jeg bare mere end der er? Overtolkning eller undertolkning, vælg selv!

Mest læste

seneste
scene

Chicago
5.04

Aarhus Teater
Don Juans Inferno
4.02

Det Kongelige Teater
Under dybet
4.02

Operaen
Stolthed og fordom
5.04

Betty Nansen Teatret
Saul
5.04

Operaen
Koreorama nr.01
4.02

Det Kongelige Teater

seneste
film

Challengers
4.02

Luca Guadagnino
Civil War
4.02

Alex Garland
Hammarskjöld
4.02

Per Fly
Abigail
4.02

Matt Bettinell-Olpin, Tyler Gillett
close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling