Mitridate

Ensformigt! At skrive det om en Mozart-opera føles meget underligt, nærmest forræderisk. Måske er det den under-underliggende tolkning af tyske Ralf Pleger? At fremture med billedtunge tableauer, der forråder den klassiske opera seria? 

Mozart var 14 år, da han fik bestillingsopgaven ’Mitridate’, og måtte tøjle sine allerede fremsynede talenter. For musikken skulle komponeres på stedet, Teatro Regio Ducal i Milano, og tilpasses de udvalgte musikere og sangere. Så genren har en del af skylden, for opera seria - 1700-tallets mest dominerende operagenre - var ret skematiske i opbygning, i libretto som i komposition. Eksempelvis da capo-arierne, som kendetegnes ved gentagelser i musik og tekst. Deriblandt også flotte koloraturer, som dog igen bliver en del af ensartetheden, når nu der er så mange af dem, og næsten alle sangere skal igennem dem flere gange, med varierende succes. 

De første scener og arier er sært blottet: To sopraner trækkes ind og ud af mørket på den nøgne scene - men de er begge manderoller, eller er de? Ifølge librettoen er de mænd, og i den oprindelige opførelse anno 1770 sunget af kastratsangere, men efterfølgende overgået til sopraner. Dermed er der fire sopraner i spil her, da de to kærlighedsrelationer er kvinder. Og der er ikke meget forskellighed i deres udtryk.

Mest sært i deres kostumer og maskering: Alle med tilbagefriseret hår, langt som kort, samt iklædt lange, lyse kjoler - men den ene manderolle i blåt, de andre gult. Det giver ingen mening, og det udvander dramaet og karaktertegningen. Oveni er der nærmest ingen interaktion mellem personerne, ikke engang når de synger om kærlighed - selvom de er på scenen samtidig, er der mestendels afstand og kølige miner.

Lyspunktet er det tredje kastratparti Farnace, som helt naturligt gestaltes af den fremragende kontratenor Morten Grove Frandsen. For selovm han ikke har ligeså mange og lange arier som broderen Sifare og faderen Mitridate, så står han mere markant og interessant end nogen anden - både i stemme og skuespil, endda uden at han helt får lov at udrulle den fantastiske virtousitet han kan præstere.

I titelrollen har den britiske tenor Stuart Jackson pondus, men igen er der tonet ned i power, så man ikke rigtig mærker kongemagten og de stærke følelser han gennemgår. Hans søn Farnace har forrådt ham og tilsluttet sig romerne, imens han rivaliserer sin bror Sifare (Emõke Baráth) om faderens udkårne Aspasia (Elisabeth Einarsdóttir). Selvom handlingen ikke er specielt indviklet, bliver man hægtet af flere gange af den sjælløse stemning.

Mest liv har de smukke skikkelser fra Skånes Dansteater, som i hudfarvet undertøj smyger sig glidende, vuggende, magisk rundt om sangerne og den enlige scenografi: en semi-rå klippeformation. Det skaber en vis forventning om noget drama, men fortsætter bare gennem hele 1. og 2.akt, og det er hypnotiserende lækkert, men det bliver simpelthen for ensfomigt. Ligeså Alexander Polzins klippeklump, der er drejet og belyst i hver en malerisk option. 

Endnu mere kedsommeligt bliver det i 3.akt - uden de organiske dansere og klippen - nu er alle performere statisk fæstnet i kegleagtige skakbrikker, der ruller langsomt rundt, igen næsten uden samspil. Da de i sidste scenebillede er tomme, undtagen en, pointerer det faktisk det modsatte af barokoperaens præmis om en moralsk, positiv slutning. For Farnace er den, der taber mest, men han er stadig enspæneren, der tør gå efter sin passion. Som Mozart. Og som Morten Grove Frandsen, der her står sikkert som det mest bemærkelsesværdige i forestillingen.

Musikken bærer også præg af en vis ensartning, men indimellem troner en trompet eller Mozarts karakteristiske cembalo igennem, og i 3. akt er der en del mere kraft og liv i tonerne. Concerto Copenhagen med Lars Ulrik Mortensen i front er som altid et formidabelt barokorkester, og man er ikke i tvivl om Mozarts overlegne kompositoriske format. 

Ingen tvivl om at enformigheden, stivheden og stilstanden er et bevidst valg, men for undertegnede er det alt for simpelt og ensartet. Som en række koncerttableauer, der ikke bidrager med megen tolkning. Forråder de genren, Mozart, operaelskere? Måske, måske ikke. Men der mangler bestemt operalidenskab.