Momo og Tidstyvene

Mere aktuelt end nogensinde tages emnerne tid og tidspres op. Og det på en både underholdende og eftertænksom måde i denne meget ambitiøse og vellykkede operaopsætning over Michael Endes roman 'Momo og Tidstyvene'. Her er der teater, visuel forkælelse og sang for alle pengene. 

For det utrænede operaøre tager det lidt tid at vænne sig til de lyse stemmer og den anderledes klang. Stort set alle replikkerne bliver sunget, eller også bliver sagt, men stadig understøttet af trompeter, klarinetter, fløjter og dramatiske trommer. Sådan er operagenren, og så snart man har vænnet sig til det, gør det kun oplevelsen stærkere. Man skal ikke forvente musical med melodiske popsange eller store arier a la ’Tryllefløjten’, men til gengæld en supervigtig og dramatisk historie fortalt på operaform. 

'Momo og Tidstyvene' er rigtigt teater. Der er naturalistiske kulisser med en gadefejer, vasketøj på en snor og en borg, som børnehjemsbarnet Momo (Anke Briegel) flytter ind i. Den venlige landsby, som Momo er flyttet ind i, bliver snart forvandlet til det rene mareridt, når grå herrer med store cigarer fra Tids-sparekassen begynder at forære tidskontoer til beboerne. Slut med kabaler, kanariefugle og aftensmad med vennerne – det er det rene tidsspilde!  

Barberen er den første, som fører rådene ud i livet og pludselig bliver alle klippet sådan, at de bare får en skaldet stribe ned igennem håret, og så videre i køen. Næste! Momo ser at noget er galt, hun er en meget særlig pige, som kan se usynlige ting. Og så kan hun lytte på en måde, som ingen andre kan. Momo går i gang med at prøve at redde landsbyen. Om det lykkes, må man tage en tur i Operahuset for at finde ud af. 

Vi kan dog afsløre her, at Momo kommer på hårdt arbejde og må søge hjælp hos tidsvogteren Mester Hora (Palle Knudsen) med langt, hvidt skæg. Den storslåede operagenre viser også her sin force. I hans værksted flyder poetiske toner i takt med en tyk hvid røg ud over scenekanten og ned i orkestergraven. 

Mester Hora bor i Intetstedshuset, præcis som i Endes roman. Anna Bro, som har skrevet stykkets libretto, har formået at få både handlingen og mange fine detaljer med ind på scenen, og opførelsen er bestemt både romanen tro og værdig. Musikken er komponeret af Svitlana Azarova og dirigeret af Anna-Maria Helsing. Et stærkt hold, hvor Anke Briegel, som spiller Momo, ikke må glemmes. 

Man kan sige, at operaen er for teaterverdenen, hvad tegneserien er for litteraturen. Det er den melodramatiske, kulørte, magiske og overgjorte genre, som ikke fortæller en historie én til én, men i stedet tegner et billede og giver en fremmedartet historie, som vi kan spejle os i. 

Operaen kaster tankerne hen på opsætninger så store og gennemførte som dem på Broadway i New York. Det hele er visuelt og musikalsk storslået og med en stor præcision og håndværksmæssig snilde. Det er måske derfor, vi har statsstøttet kultur. Alle københavnere har mulighed for at tage ind og opleve det her – endda uden at blive prakket glitrende merchandise og mersalgsfiduser på ærmet. 

Uden at afsløre slutningen, er der nok nogen, der vil synes, at det hen imod enden bliver lidt for meget. Pointen er super tyk og hippieagtig. ”Livet bor i hjertet”, ”lyt til universet” hedder det på overteksten, mens en strøm af lotusblomster svæver over bagtæppet. 

Men må vi ikke drømme lidt? Det er et spørgsmål om smag og temperament, om man kan lade sig rive med. Men her er i hvert fald tilbuddet om en lille lomme at være naiv og barnlig i, et øjeblik til at se vores verden og dens hastværk så knivskarpt, at det næsten giver tårer i øjnene. 

Gad vide om ikke børnefamilierne, som finder vej til Holmen dette efterår, ganske uden at tænke over det tager sig lidt ekstra tid til aftensmaden, når de kommer hjem igen? Det ville sådan set være hele opsætningen værd.