Nøddebo Præstegård

”Er det ikke ligesom om at alt skifter karakter ved juletid?” udbryder den sukkersøde Andrea-Margrethe (Lise Kofoed), imens den gamle Mads Hjulmand (Preben Harris) ringer julen ind på Folketeatret, som atter huser folkekomedien ’Nøddebo Præstegård’.

Christian Tom-Petersens scenografi er på plads og fungerer efter hensigten: Sneen daler stille ned over det gamle København. Ud igennem vinduerne på den lille kvistlejlighed, kan man i horisonten ane Rundetårn med sne på toppen.

Det er 125 år siden, at forestillingen for første gang spillede på Folketeatrets store scene. Blandt andre har det engang været Ove Sprogøe som energisk hoppede hen over scenen og som Nicolaj proklamerende sin kærlighed til de to døtre af Nøddebo Præstegård. Nu er det Kristoffer Helmuth, der har påtaget sig rollen som den unge student.

De to ældre studenter – spillet af henholdsvis Mikkel Kaastrup-Mathew som juristen og Nikolaj Bjørn Andersen som den teologistuderende ældste bror – beslutter sig for, at julen skal afholdes på Nøddebo Præstegård til den unge Nikolajs store glæde.

1. akt leveres med sjove indslag af stykkets toastmaster, nissefaren Klaus T. Søndergård, som på energisk vis og med børnevenlig entusiasme tryllebinder selv de mindste blandt publikum. Når nissefar ikke pusler rundt på scenen i sine utallige udklædninger, kan forestillingen godt miste lidt af intensiteten og glide hen i traditionens dunkle hjørne, som ikke er så børnevenlig og generelt virker trættende.

Den teologistuderende forkynder sin tro i Nøddebo Kirke juledag og derefter sin kærlighed til Pastor Blichers (Kristian Boland) stilfærdige datter (Sofia Nolsøe) og efterlader præstegården i et mylder af lykønskninger og forvirring i al sin overdrevenhed. Nogle ellers oplagte oneliners bliver ikke leveret helt til tiden og falder desværre til jorden.

Selvom de farvestrålende karakterer i 2. akt maler hjerternes tid med den brede pensel, så kan den gammeldags dialog imellem julegæsterne på Nøddebo Præstegård virke en anelse langsom og ensidig. Alt skifter måske karakter ved juletid, men på Kasper Wiltons ’Nøddebo Præstegård’ forbliver alt, traditionen tro, som det var engang, men uden megen ny energi.