pixel

The Black Rider

  • Betty Nansen Teatret
  • 4.02

Fakta

MUSIKTEATER
15. februar – 29. marts 2015

Betty Nansen Teatret

Foto: Erik Hansen-Hansen

Hjerneskallerne er overalt. Men som alt det andet dæmoniske i ’The Black Rider’ er de mest til sjov og ballade. Som når der i titelsangen refereres til at bruge dit/mit/vores kranie som kugle i jagten på god, gammeldags sjov.

Og eftersom kuglerne her sorterer under djævlen, føler man sig som skudt ud af helvede og annekteret direkte ind i et syret univers af varieté-cirkus-marionet-opera buffa. Når hovederne knudrer så heftigt både indefra og udefra tilskrives det den famøse sammensmeltning af rockpoet Tom Waits, beatlegende William S. Burroughs og avantgardist Robert Wilson. Og så lige tilsat et par af vores egne mestre udi det surrealistiske: Michael Kvium og Katrine Wiedemann.

’The Black Rider’ er spundet over det tyske folkesagn ’Friskytten’ (og velnok operaen ’Jægerbruden’) – om friskud (skud, der rammer præcis efter ønske) forbundet med djævlepagt. Den deal snupper unge Wilhelm (Mikkel Kaastrup-Mathew), for han skal imponere kæresten Kätchens familie som skytte fremfor skribent. Han får syv magiske kugler, men den sidste har djævelsk kurs mod tragedien.

Fri tolkning er tilladt – for ophavsfolkene og for os – og det er det, forestillingen både lever på og lider under. Postmodernisme og populærkultur i misk-mask. Referencer, der stritter i alle retninger. Som den tragiske om Burroughs’ Wilhelm Tell-skudrutine, der dræbte hans kone. Eller de mere kringlede om Ernest Hemingway. Det bliver meget indforstået, og er ganske enkelt et flintrende rod, som ville være grumt kedeligt, hvis ikke humoren havde så meget kræs.

Helt forrygende er Jens Jacob Tychsen i flere roller, som synes at have mere på sinde end de fleste andre. Xenia Lach-Nielsen har også sine gyldne øjeblikke som Kätchen, der mestendels udtrykker sig i pivhøje toner, men i den vidunderlige cabaret-blues ’I’ll shoot the Moon’ bryder pragtfuldt ud af lillepige-pantomimen.

Orkestret klimprer, vrænger og trutter i mange musiske kringelretninger, som dæmrer fatalisme og fjolleri lige. Det er livligt og festligt, men absolut ikke altid skøntoner, eller skønsang. De mest potente og melodiske sange tilhører djævlen, og Jimmy Jørgensen er – som i originalopsætningen fra 1998 – perfekt i rollen med sin kraftfulde vokal og rå karisma.

Sej er også Kviums kostumer og scenografi, der indimellem ligner levende malerier. Særligt fascinerende er det lodrette værelse, som vi så oplever ovenfra, imens Burroughs-klonen tumler med sin wire. Et andet wire-stunt holder max, fordi ironien højnes i ‘The Briar and the Rose’ imens de to forelskede svæver akavet foran et himmellærred. Men ellers er koreografien ofte så karikeret, at man irriteres over det kantede og marionetagtige. Og helt overdrevent slowmotion-kedeligt i affyringen af den sidste satans kugle.

Den eneste, der undgår det stivnakkede udtryk, er djævlen. Han fremstår som det mest levende, og når han står tilbage alene på scenen, kan de færreste sige sig fri af den dæmoniske forførelse. Det er hans show, han styrer løjerne, og når de gode græder, ler han. Det gør vi også, og nej, det gør os ikke onde, bare levende.

Mest læste

kommentarer

seneste
scene

Blixen
4.02

Det Kongelige Teater
Romeo og Julie
4.02

Operaen
Så længe mit hjerte slår
5.04

Folketeatret
Snedronningen
3

Operaen
En skærsommernatsdrøm
6

Betty Nansen Teatret

seneste
film

Disco
4.02

CPH PIX WEEKEND
Last Christmas
5.04

Paul Feig
Kollision
3

Mehdi Avaz
Hustlers
2.04

Lorene Scafaria