pixel

Naboklager hørt: Stort nybyggeri på Frederiksberg markant ændret

Et travlt hjørne på Frederiksberg står over for en forvandling med et stort, nyt byggeri — Lysere, lavere og mere "klassisk" end det 1. udspil fra 2024.

nybyggeri, nordre fasanvej, frederiksberg, seniorfællesskab, praksis arkitekter

Naboerne havde meget at sige, da de første planer om et kommende byggeri på hjørnet af Nordre Fasanvej og Nyelandsvej — skråt overfor Frederiksberg Hospital — blev præsenteret.

Med formuleringer som ”et meget bombastisk og alt for højt byggeri”, og ”endnu en af de gudsforladte byggeklodser, der i tiltagende grad skæmmer vores by” faldt planerne ikke i god jord.

Og det var blot nogle af de nabosvar, der tikkede ind tilbage i 2024, hvor en lokalplan for området røg i høring. Den muliggjorde også, at man kunne nedrive to eksisterende villaer, der har ligget på hjørnet siden 1927.

Siden da har der ikke været noget nyt i sagen, mens Quadrata Ejendomsinvest — der ejer og udvikler grunden — sammen med Frederiksberg Kommunes forvaltning har bearbejdet projektet igen.

Men nu er en ny og opdateret lokalplan netop blevet godkendt af politikerne i Frederiksberg Kommune, og naboerne vil nok blive glade for at se, at deres klager er blevet hørt, og at byggeriet er blevet ændret — faktisk endnu mere end de havde ønsket sig.

Skrump og flere detaljer

I de tidligere planer ville den nye bygning blive dobbelt så høj som de nuværende knap 100 år gamle villaer. I stedet for to små huse med tre etager ville den store, nye bygning få en stueetage med plads til erhverv, fire mellemliggende etager og en tagetage.

Det fik en af naboerne til i et høringssvar at kommentere: ”Det bliver alt for højt med etagebyggeri på dette sted. Vejene er smalle nok, og der bliver mindre luft og udsigt til himlen.”

Det var altså særligt højden, nogle frederiksbergere ikke kunne døje. Generelt lød det, at ejendommen ville stjæle solens stråler og udsigten fra de omkringliggende boliger.

I det nyeste og nu vedtagne projekt har Praksis Arkitekter helt sløjfet én af de mellemliggende etager, så hele byggeriet bliver omkring tre meter lavere.

Derudover er der lavet justeringer, så etagerne nu føres helt ud til gavlene. Tidligere var der ikke vinduer i facaden helt ude ved gavlen, og der var en lille afsats fra gavlen ud til et rækværk.

Taget har i det opdaterede projekt også fået en mere stejl hældning, der skal få bygningen til at matche bedre med de klassiske ejendomme på Frederiksberg.

Bygningen har desuden fået flere detaljer og dekorative elementer — særligt på bygningens skråt afskårne hjørne, hvor der nu bliver lavet flere relieffer i murværket.

De dekorative gesimsbånd — vandrette bånd der løber henover facaden — har fået flere detaljer, og så er der indarbejdet egetræspartier i vinduerne fra 1. til 4. sal.

Sagt med ét ord er projektet blevet mere klassisk og er nu mere en 21. århundredes fortolkning af historismen fra slutningen af 1800-tallet — der i forvejen genbrugte elementer fra tidligere tider — end det er et moderne boligbyggeri, som vi har lært at kende dem i København de seneste årtier.

Væk fra røde mursten og skifertag

Det er faktisk slet ikke første gang, at arkitekterne må ændre visionen for hjørnebygningen.

I det allerførste forsøg havde tegnestuen kigget mere mod bygningerne i området som inspiration. Det førte til skitser af en bygning beklædt med rødbrune mursten og et skifertag. Men det var der ikke meget opbakning til hverken hos kommunen eller hos de lokale.

Planerne ændrede sig derfor til den sandfarvede, pudsede facade, og taget blev i stedet for skifer udskiftet til forpatineret zink. Og så fik omkring 1/3 af byggeriet fjernet en etage, så det skulle lægge sig mere naturligt ved siden af naboen.

Men det var ikke nok for politikerne. De sendte det reviderede forslag tilbage til endnu en revision, som altså er den, der er godkendt nu.

Ud over taghældning og detaljer på facaden, er det altså nu hele byggeriet, der har fået barberet en etage af.

Fokus på flere grønne områder

Der er ikke så meget grønt på hjørnet i dag, og det er noget, man vil rette op på i den nye plan, der ønsker at binde de grønne arealer omkring Frederiksberg Hospital på den anden side af gaden nedre sammen med den tætte by.

Man har derfor beholdt idéen fra udspillet i 2024 om at skabe mere plads ved at trække facaden langs Nyelandsvej tilbage og skabe et ”grønt bælte med forhaver”.

Bygningens afskårne hjørne giver også plads til eventuel udeservering, hvis det er en café eller en restaurant, der ender med at flytte ind i stueetagens erhvervslokaler. Og der er plads til at plante en lille ny stribe træer foran facaden.

Det er også stadig planen at etablere en fælles gårdhave — en ”oase” for bygningens beboere, der skal kunne slå sig ned ved terrasser omgivet af pergola, trækroner og beplantning.

Bygningen kommer til at rumme Frederiksbergs første seniorbofællesskab, og i gårdhaven vil der blive gjort plads til et område, hvor man kan mødes til fællesspisning, køkkenhaver og aktivitetsområder, som kan bruges til en petanquebane eller legeplads.

I alt vil der være godt 3.000 kvadratmeter i det nye byggeri, som altså nu har fået grønt lys fra politikerne.

Embedsværket bifalder de nye ændringer og mener, at projektet har en ”høj arkitektonisk værdi”, der ”indpasser sig respektfuldt i den eksisterende by og tilfører nye kvaliteter til området”.

Bag bygherren, Quadrata Invest, står blandt andet den 61-årige Jesper Balser, der blev milliardær via sit medejerskab af software-firmaet Navision, som i 2002 blev solgt til Microsoft. Han bor i dag i en forstad til London.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling