Nebraska

Hvad er en familie egentlig? I Nebraska får man hurtigt svar, hvis man fortæller, at man har vundet 1 million dollars.

For gamle Woody Grant tror inderligt på, at brevet fra en obskur marketingvirksomhed i Nebraska taler sandt. Og så må sønnike tage med på turen igennem det bedrøvelige Midtvest for at nå frem til sandheden.

Det kunne hurtigt blive et kedeligt road-trip. Og for at fjerne den sidste chance for kolorit har instruktør Alexander Payne da også indspillet ’Nebraska’ i sort/hvid. Men når det alligevel lykkes at skabe en både morsom og fængslende fortælling, skyldes det den bizarre dialog, som Payne også begejstrede med i ’The Descendants’ og ’Sideways’.

I ’Nebraska’ snakker det grå guld skiftevis forbi hinanden, udenom og ikke om noget som helst, og det er tåretrillende morsomt, fordi det også gør lidt ondt at se på. Det giver en humor så knastør, at man næsten kan mærke støvet fra Montanas landeveje fare ind i mundhulen, når man griner. Det må være denne underfundige skildring af et bogstaveligt talt tandløst Midtvest-USA, der har givet en Oscar-nominering som bedste film.

Langsomt, men stilfuldt tegner der sig et portræt af den konfuse Woody, der måske alligevel ikke er så tosset. Relativt upåagtede Bruce Dern veksler i denne rolle perfekt mellem totalt fravær og et varmt nærvær i øjnene. Han er filmens stjerne, selv om han stort set ikke siger to sammenhængende sætninger.

I ’Nebraska’ opstår der aldrig noget stort drama, og ingen flytter synderligt meget på sig, hverken geografisk eller mentalt. Men alligevel ender historien med at være vedkommende, fordi vi får udstillet nogle vigtige sandheder om det at være en familie undervejs.