Nero

Johnny er noget af en antihelt. Med cowboytøj og nakkepisk tager han os med tilbage til dengang Nørrebro var forbeholdt sutterne og samfundsnasserne. De unge, vilde piger og smukke, dumme mænd.

Og Johnny (Mikkel Boe Følsgaard), han er smuk. Det gør ham aldeles attraktiv hos nervevraget Carmen, der svajer mellem at være zombie-tænderskærende desperat (Signe E. Olsen) og frodig og skabagtigt tillokkende rædselsslagen (Laura Bro).

Carmens angst har bund i lejligheden nedenunder hvor narkomanen Nero (Jens Jørn Spottag) slår sine folder. Deres tidligere kærlighedsforhold er endnu ikke begravet af Nero, der med stor jalousi betragter hans tidligere hjemmehjælper Johnnys nyudsprungne kærlighed til selvsamme kvinde.

Et ægte trekantsdrama trækker, via tre hvide snore, scenerummet op og fortællingen kan begynde.

Carmen lokker den beundrende Nero med lys latter og dybe støn, mens hun, da scenen gentages, gisper rædselsslagent af selvsamme Nero forvandlet til et slæbende, gurglende, ækelt monster.

I en tiltagende svimmelhed mister vi hoved og hale, og grænsen mellem virkelighed og drøm hviskes bort med munter hånd.

Jens Jørn Spottag er frydefuldt vidunderlig når kroppen krakelerer og lysten og væmmelsen indtager det fedtede ansigt. Han kan ikke slås ihjel, heller ikke selvom man spiser ham.

Beboerne dør og genopstår, andre hænger sig selv, mens Johnny henholder sig til hvidvand og snoresystemer

Carmen lader, midt i sit psykotiske liv, ord falde om kapitalismen og EU, og poesien skinner, mens vi med stor opmærksomhed følger Nørrebros beboere rådne op.